Aarhus Universitets segl

VM i menneskerettigheder

Man kan ikke sige VM i Qatar uden også at forholde sig til bagsiden af medaljen. Brud på menneskerettigheder, manglende arbejderrettigheder, dødsfald blandt migrantarbejderne i forbindelse med opførelsen af VM-stadioner, diskrimination af kvinder og manglende rettigheder for homoseksuelle er blandt de kritikpunkter, værtslandet skal stå på mål for. Men hvad er det for en kultur og religion, der ligger bag ved værtsnationen, og hvordan kommer den til udtryk, når vi diskuterer menneskerettigheder? Det har vi spurgt lektor i Arabisk- og Islamstudier Thomas Brandt Fibiger om.

Af Marianne Ester Back


Menneskerettigheder i Qatar bliver tolket ud fra et særligt arabisk charter om menneskerettigheder. Kan du forklare, hvad det går ud på?

Det er rigtigt, at Den Arabiske Liga (en sammenslutning af arabiske stater) tilbage i 00’erne har lanceret et ’arabisk charter om menneskerettigheder’, som blandt andet tog udgangspunkt i den såkaldte Cairo-erklæring fra 1990, som forsøgte at skabe et sæt af islamiske menneskerettigheder, som ikke mindst adskilte sig fra FNs universelle menneskerettigheder ved at fokusere mere på familien end på individet.

Det er dog min vurdering, at disse arabiske og islamiske alternativer til de universelle menneskerettigheder mest bliver inddraget i principielle diskussioner fra staters og visse islamiske organisationers side, og ikke egentlig er i fokus i de debatter om menneskerettigheder, som præger de arabiske lande i dag. I mange arabiske lande bruges menneskerettigheder som begreb i aktiviteter og organisationer, der forsøger at skabe ligeværd mellem mennesker og ikke mindst bedre politiske forhold.

I tilfældet Qatar, og i særdeleshed i forbindelse med det forestående VM i fodbold, er det også universelle frem for kulturalistiske menneskerettigheder, der debatteres og er på spil. I særdeleshed internationale menneskerettighedsorganisationer har fremhævet dårlige arbejds- og livsvilkår for de mange migrantarbejdere, der arbejder på stadionbyggerier og den øvrige infrastruktur, som skal gøres klar til VM. Den britiske avis The Guardian bragte i Februar 2021 en meget omtalt analyse, som dokumenterede, at 6500 migrantarbejdere er døde i Qatar, siden landet blev tildelt VM i 2010, og mange af disse dødsfald hænger tilsyneladende sammen med de dårlige vilkår som hårdt arbejde i ekstrem varme, ringe løn, dårlige boligforhold, begrænset adgang til medicin og lægehjælp, få fridage og begrænset frihed i det hele taget. Når så mange er døde, er der selvfølgelig endnu flere, der har fået fysiske og psykiske skader. Qatars myndigheder gør på sin side gældende, at kun få af disse dødsfald er egentlige arbejdsulykker og sket på arbejdspladsen, og at der ikke er en statistisk overdødelighed, når der er tale om en befolkningsgrupper på mere end 2 millioner migranter over 10 år.

Et af de mange kritikpunkter går på migrantarbejdernes arbejdsmæssige forhold. Det er forbudt for dem at være med i fagforeninger. Derudover så forhindrer Qatars Kafala-system dem i at skifte job og forlade landet. Kan du forklare, hvad Kafala-systemet går ud på?

Kafala-systemet er og har været udbredt i de arabiske Golf-stater, hvis økonomier alle er baseret på olie-indtægter og migrant-arbejdskraft. Mange migrant-arbejdere kommer til Golfen fra lande som Indien og andre syd- og sydøstasiatiske lande, samt fra Afrika. I et land som Qatar, der er et af verdens absolut rigeste lande målt i BNP pr. indbygger (med statsborgerskab), udgør migrant-arbejdere næsten 90% af en befolkning på i alt knap 3 millioner. Kafala betyder sponsor og henviser til, at den enkelte migrant-arbejder skal have en lokal sponsor, altså en statsborger i det land, arbejdet foregår. Denne sponsor kan være ejeren af en virksomhed, eller en agent - der formidler kontakten mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Ofte betaler arbejdstageren et beløb både til sin sponsor og til den agent i fx Indien, som formidler kontakten. Dermed er arbejdstageren gældsat fra begyndelsen. Desuden varetager sponsoren alle officielle dokumenter, herunder arbejdstagerens pas. Dermed er man helt ufri og kan ikke rejse væk. Sponsoren i Qatar hører til blandt de 10% af befolkningen som er statsborgere i Qatar, og som i forvejen nyder godt af statens rigdomme og adgang til gode jobs og arbejdsforhold. Han tjener altså på disse kontrakter, mens migrantarbejderne ofte får en meget ringe løn, og helt fra begyndelsen er ufri og gældsat. Det virker ikke forkert at kalde det moderne slaveri.

Systemet har været meget kritiseret af menneskerettighedsorganisationer i og uden for de arabiske Golf-lande. Der har derfor også været pres på for at få omstødt eller reformeret Kafala-systemet. Formelt set er der også gennemført reformer de seneste par år, hvor der er indført (og siden forhøjet) en minimumsløn, og det er i princippet blevet muligt at skifte arbejdsgiver samt at forlade Qatar uden først at skulle have sponsorens godkendelse. Uden at kende til de konkrete forhold er det dog min vurdering, at det reelt fortsat er meget vanskeligt at skifte job eller forlade landet uden godkendelse. Til gengæld kan man meget nemt miste sit arbejde, hvis man ikke varetager sit job, eller blive smidt ud af landet, hvis man protesterer over forholdene. Det er prekariatets lod, og så er man for alvor i problemer. Med den usikkerhed holdes protester effektivt nede.

Jeg vil dog samtidig sige, at der også er mange migranter, som har gode jobs med løn og vilkår, de måske næppe kunne få bedre andetsteds. Samtidig er ikke alle Golf-arabere hovedrige og skummer fløden af andres arbejdskraft – Qatar, Abu Dhabi og Dubai er måske de stater, der bedst lever op til denne karikatur, men især i Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait, Oman og de nordlige emirater er der også mere fattige og marginaliserede dele af den nationale befolkning. Billedet af stenrige Golf-arabere overfor ludfattige migranter i arbejdslejre må forstås som (absolut relevante) yderpunkter i en økonomisk demografi, der også tæller en meget varieret middelklasse (med en løs brug af det begreb). Det har forskere som Neha Vora, Ahmed Kanna og Andrew Gardner skrevet meget mere om.

Kvinder og LGBTQ+ personer oplever også diskrimination. Hvad er det for nogle særregler/love, der gælder for denne gruppe?

Det er fuldstændig rigtigt, at kvinder og LGBTQ+ personer oplever særlig diskrimination i mange arabiske (og andre) lande, og ikke mindst i de ofte konservative arabiske Golf-stater. Som de ovennævnte arabiske og islamiske menneskerettighedserklæringer peger på, opfattes familien ofte som en grundlæggende enhed her. Det betyder blandt andet, at man traditionelt – ligesom de fleste andre steder i verden - har haft en klar arbejdsdeling mellem kønnene, hvor manden er forsørger, og kvinden står for hjemmet. Det kan og bliver diskuteret, hvorvidt dette primært skyldes arabisk kultur eller islamiske forskrifter.

I mere konservative områder og familier kan det fortsat være vanskeligt for kvinder at opnå en for dem tilfredsstillende form for selvstændighed. For eksempel har man i Saudi Arabien skullet have en mandlig værge, som skulle godkende væsentlige beslutninger som ægteskab, uddannelse og job, og ofte kan kvinder kun gå uden for hjemmet ifølge med en mandlig værge. Kønsroller er i høj grad et tema i udvikling i Saudi Arabien (og nabolande), og så sent som i 2019 blev disse love indskrænket, men gælder fortsat ægteskab og skilsmisse, ligesom mange familier i Saudi Arabien og andre lande opretholder traditionelle værdier. Det er også først for nylig, at kvinder har måttet køre bil i Saudi-Arabien.

Hvad LGBTQ+ angår er homoseksualitet forbudt ved lov i alle de arabiske Golf-lande undtagen Bahrain. Det betyder dog for det første ikke, at homoseksualitet generelt tolereres i Bahrain, og for det andet findes homoseksualitet i alle samfund, også i Golfen.

I forbindelse med VM i Qatar har det været fremme, at homoseksuelle ikke vil få adgang. Hvordan Qatars myndigheder vil kontrollere det, ved jeg ikke. Man kan selvfølgelig nægte par af samme køn at bo sammen på hoteller og lignende, men det er jo kun en del af tilstedeværelsen. Man vil nok heller ikke se stadions iklædt regnbuefarver, i al fald ikke fra arrangørernes side, som man sidste sommer så det under EM i fodbold i flere europæiske byer. Jeg tror ikke, man skal særligt langt væk fra europæiske storbyer (hvis overhovedet det) for at opleve diskrimination af homoseksuelle. I mange tilfælde kan man nok navigere i det – i tragiske tilfælde kan man ikke. Ligesom det gælder i forhold til Kafala-systemet kan en begivenhed som VM i Qatar være med til gøre opmærksomhed på manglende rettigheder og diskrimination, men jeg tror ikke, vi skal forvente, at hverken lovgivning eller den kulturelle tolerance flytter sig markant lige i denne ombæring.

Chefen for VM-komitéen i Qatar, Hassan al-Thawadi har udtalt, at værtsskabet har været en katalysator for forandring i Qatar. Holder den forandring på lang sigt? Eller tænker du den forandring får en betydning for andre omkringliggende arabiske lande?

VM kan være med til at skabe international opmærksomhed om nogle forhold og også være med til rykke dem lokalt, i Qatar såvel som i nabolandene. Men som sagt tror jeg ikke, vi skal forvente at se markant forbedrede forhold for migrantarbejdere eller for LGBTQ+ personer. Opmærksomheden har sat en debat i gang, internationalt og lokalt, som kan fortsætte efterfølgende, men forandringerne kan gå i flere forskellige retninger. Og man kan da i høj grad diskutere om den ’katalysator for forandring’ har været prisen værd, især hvad angår migrantarbejdere.

VM i Qatar står imidlertid ikke alene. Golf-landene er meget internationaliserede og afhængige af internationalt samvirke (migrantarbejdere, handel, militær beskyttelse), og der foregår en lang række internationale begivenheder og investeringer i landene. Fx bygges der store internationale museer (noget som Moesgaard Museum har været med til at lægge grundlaget for med sine mangeårige undersøgelser af Golfens historie og samarbejde med museer i regionen), særligt Qatar spiller en væsentlig rolle i FNs kulturorganisation UNESCO (især efter USA trak sit bidrag da UNESCO anerkendte Palæstina), og i Dubai har der for nyligt været EXPO, den store verdensudstilling som afholdes hvert femte år forskellige steder i verden. Det er med til at give internationalt og kulturelt udblik og samarbejde og påvirker begge veje (eller flere). Til EXPO har hvert deltagende land (dvs. de fleste lande i verden) hver sin pavillon, som præsenterer landet, herunder med mad og drikke. Til EXPO i Dubai kunne de ikke-muslimske landes pavilloner frit udskænke alkohol. Fx kunne man på tagterrassen af den danske pavillon nyde en fadøl fra Carlsberg. ’Not for Muslims’ stod der under øl-plakaten, men jeg tror ikke, der var nogle der tjekkede kundernes religiøsitet. Så fri og åbenlys forbrug af alkohol er nye toner i Dubai, som imidlertid strækker sig langt (og noget længere end sine naboer) for at imødekomme international efterspørgsel. På den måde kan internationale begivenheder som EXPO eller VM flytte noget. Hvad det flytter, og om det er for det gode, er i høj grad noget, man diskuterer i landene selv.

Så er VM i Qatar en god ide?

Personligt synes jeg, det er godt, at begivenheder som VM faktisk er internationale og kan finde sted forskellige steder i verden, og med min interesse i Golf-regionen finder jeg det selvfølgelig interessant, hvordan denne region er blevet en international aktør, som kan tiltrække den slags begivenheder. Jeg hører somme tider argumenter om, at det er ’unaturligt’ at holde VM i Qatar, fordi der ikke er nogen fodboldtradition, og at man har  været nødt til at flytte VM fra sommer til vinter for ikke at skulle spille i 50 graders varme. Og hvad skal et så lille land som Qatar i grunden bagefter med ni nybyggede fodbold-stadions? Jeg er selv stor fodboldfan, og som sådan giver jeg ikke meget for de første to argumenter, for folk i Golfen er lige så interesserede i fodbold som så mange andre steder, hvis ikke mere (og jo økonomisk dybt involverede i forskellige klubber i Europa), og jeg synes også, det er meget smart at holde VM om vinteren, hvor temperaturen er til det, og så kunne spille klubfodbold i Europa i godt vejr om sommeren og ikke på en knoldet februar-bane i Viby (München eller Manchester for den sags skyld). Men det er rigtigt, at Qatar er et meget lille land til dette store arrangement, og udover at ideen om at genopføre nogle af stadionerne andre steder i verden, hvor der er behov for dem, måske kan virke noget urealistisk (og kræve endnu flere underbetalte migrantarbejderes endnu mere oversete (livet som) indsats), så er et lille land som Qatar jo afhængig af migrant-arbejdere til projekter som dette VM, og disse migranter har desværre ofte umenneskelige vilkår. Det er godt, der er blevet opmærksomhed på det, men om det er prisen værd, kan i høj grad diskuteres.

Yderligere information