Vi ønsker at sætte en journalistisk retning med vores formidling, hvor hovedfokus er at tydeliggøre nytten af humanistisk forskning for et eksternt publikum. Vi vil derfor dykke ned i forskellige temaer, afsøge relevante forskningshistorier og løbende opdatere med ny og aktuel viden inden for de forskellige temaer.
Vi udkommer ikke på fastlagte tidspunkter og har ikke én specifik målgruppe for øje i forhold til vores temaer, men har tydelige målgruppeovervejelser i forhold til de enkelte journalistiske produkter.
Anja Kjærgaard (red.) er uddannet cand.mag. fra Aarhus Universitet og diplomjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet som tekstforfatter og redaktør i den finansielle verden og som kommunikationsrådgiver i PR-branchen samt skrevet for diverse magasiner og tillæg.
Når arbejdet ikke kalder, er sport den altoverskyggende fritidsinteresse. Tennis, padel og squash – nå ja, og skiture sydpå selvfølgelig. Det sidste sammen med alle sine drenge.
Marianne Ester Back er uddannet cand.mag. og har en tillægsuddannelse i faglig formidling fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere slået sine folder som højskolelærer og som redaktør for HUMmagasinet, hvor hun også stod bag det tværvidenskabelige formidlingshæfte Globalisering – Fortid-Nutid-Fremtid, som blev sendt ud til de danske gymnasier.
Når arbejdet ikke kalder, spiller klaveret og det samme gør lejrbålsguitaren. I weekenden er hun mest at finde på sidelinjen i håndboldhallen, hvor hun hepper på sine tre børn.
Radomir Gluhovic er uddannet cand.mag. i kommunikation fra Aalborg Universitet. Han har tidligere arbejdet som kommunikationsmedarbejder på Regionshospitalet Silkeborg og webredaktør på Hospitalsenhed Midt.
Når arbejdet ikke kalder, er han familiefar, og når familien ikke kalder, spiller han musik med venner.