FEBRUAR 2022 | TEMA: SEX
Fra smukke Venusskildringer til upolerede fotografier af dildoer i en håndvask. Kunsthistorien er fuld af seksualmotiver, som både har virket skandaløse og frigørende i sin samtid. Lektor i Kunsthistorie på Arts, Camilla Skovbjerg Paldam, gennemgår her fire motiver, der alle har sex og seksualiteten i fokus.
”Når jeg har taget Manets billede af ’Olympia’ med, er det fordi, at det historisk set er et brud med den rene objektgørelse af kvinden. Generelt finder man få deciderede pornografiske motiver i kunsten, fordi ofte er blevet set som et underlødigt motiv, men der er især mange nøgne kvinder i kunsthistorien, som tydeligvis er skildret som begærsobjekter, og hvor man typisk har sat dem ind i en mytologisk ramme.
Her har vi stadigvæk den nøgne kvinde skildret og i en positur, man finder mange af, men det er typisk som Venusskildringer. Forskellen med Manets ’Olympia’ er, at hun eksempelvis ikke hedder ’Venus’, men ’Olympia’, og i samtiden kunne man genkende hende som en prostitueret fra Paris. Dét med at blive kaldt ’Olympia’ var også et typisk navn, man havde på bordellerne.
Og så er der dét, at hun kigger ud på beskueren på den her konfronterende måde, hvor hun pludselig afmonterer mandens blik, så hun ikke længere bare er et begærsobjekt. Der er i billedkunstteorien meget snak om ’the male gaze’, hvor kvinderne tydeligvis er lagt til rette for en mandlig betragters blik. ’Olympia’ gør noget andet ved at blive skildret som kiggende tilbage mod beskueren og rent faktisk være et individ og et subjekt i egen ret.
Billedet vakte også skandale, fordi den måde, man typisk malede på, var ved en teknik, som kaldes tonal modellering, der får kroppen til at se blødere ud og giver en næsten marcipanagtig skildring af kvindekroppen. Med ’Olympia’ er der lige pludselig et hårdt lys på hende, og hun fremstår på den måde meget fladere, end de bløde former man ellers plejede at male. Det var et helt bevidst valg fra Manets side, men samtiden syntes virkelig, at det var skandaløst, at man kunne male sådan, og billedet var også chokerende ved ikke at være inden for den mytologiske kontekst, som ellers typisk var undskyldningen for at male nøgenheden.”
”Yasumasa Morimura er en japansk kunstner, som har fokuseret en del af sit kunstneriske virke på at lave remakes eller pasticher over forskellige vestlige billeder. Han har blandt andet haft en billedserie, hvor han er klædt ud som Marilyn Monroe, som vi kender fra Andy Warhols billeder, og med billedet her er han inde og genskabe ’Olympia’-billedet med sig selv i hovedrollen og i rollen som den sorte tjenestepige.
Jeg har taget billedet med, fordi den vestlige kunsthistorie på mange måder er en meget hvid kunsthistorie, som ofte fokuserer på en fremhævelse af den hvide krop på bekostning af andre kroppe. Med den her pastiche konfronterer Morimura vestlige klichéer og stereotype forestillinger om den asiatiske mand. Den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Edward Said beskrev i sin bog 'Orientalism' fra 1978, hvordan Vesten har konstrueret et bestemt billede af Orienten som noget andet og eksotisk. Et billede, der nok rummer en fascination af Orienten, men som i sidste ende tjener til at hævde Vestens overlegenhed. I vestlig populær kultur finder man stadig disse stereotyper om ikke mindst asiatiske mænd. Man ser eksempelvis sjældent en asiatisk mand have hovedrollen som ’prince charming’ eller førsteelskeren i en vestlig film – de bliver ligesom opfattet som for små, for hårløse og for feminine til at være det - og det er alle disse klichéer, Morimura konfronterer og gør grin med ved selv at indtage hovedrollen som kvinden i det her motiv.
Hvis man zoomer ind og ser ham som den sorte tjenestepige, er det også virkelig en dårligt dækkende make-up, han fået lagt, så på en måde viser han også det kunstige eller konstruerede i de klassiske racebenævnelser, vi bruger om hinanden, som hvid, gul og sort.”
”Motivet er en del af en større installation, hvor alle billederne er sat i en forhistorisk setting, lidt ligesom man finder det på Naturhistorisk Museum, hvor der typisk er lavet nogle dioramaer med neandertalere eller Homo Erectus, som eksempelvis sidder omkring et bål eller arbejder med en stenønske.
Rasmus Myrup inviterer os med billederne til at spekulere over, hvordan forhistoriske mennesker har levet. Tidligere har tanken omkring neandertalere og Homo Erectus været, at de var underudviklede, men man har fundet flere og flere genetiske beviser på, at de faktisk har både levet og blandet sig med Homo Sapiens, og at de har haft en meget mere udviklet livsform, end vi hidtil har troet.
Vores idéer om forhistorien hænger ofte sammen med de forestillinger, vi har om livet i dag, og det er tit bygget omkring sådan en heteroseksuel kernefamiliestruktur, som vi så forventer at se skildret på de forhistoriske museer. Her går Rasmus Myrup i stedet ind og siger, at de forhistoriske mennesker lige så godt kunne være homoseksuelle. Historisk set har homoseksualiteten været kriminaliseret og sygeliggjort, og her gør han det til noget, der ligesom bare hører menneskeheden til fra første færd. I hans motiver er det ikke en primitiv eller brutal dominansparring, der skildres, og han har også en række billeder, hvor de med deres lidt abeagtige munde kysser hinanden eller ligger og putter.
På den måde er det næsten en ny slags utopi om fortidens primitive kulturer, som han skildrer her, hvor det homoseksuelle så er det, som får lov at fylde. Noget af det, som også kendetegner hans billeder, er, at begge parter har træk, som vi traditionelt forbinder med det maskuline, og dermed gør han også op med de typiske fordomme om, at én af partnerne i det homoseksuelle forhold altid er kvinden. Begge neandertalere fremstår her både bredskuldrede og veltrænede.”
”Men vi hos Rasmus Myrup ser en naturalisering af det homoseksuelle, så er Maja Malou Lyse i sin tilgang til det seksuelle meget mere fokuseret på, at der ifølge hende intet er ved sex, som er naturligt. Alt er et produkt af vores kultur, og uanset om vi ønsker det eller ej, så er vi indskrevet i en form for ’sexual script’, hvor der er en masse forestillinger om, hvordan vi bør agere som seksuelle væsener. Disse forestillinger kan være ret hæmmende, men vi har faktisk – vil hun sige – mulighed for at agere på en anden måde. Og det viser hun ved at sætte fokus på ting, som ofte er tabuiseret.
Når jeg valgte det her billede, så er det for at vise, hvordan den aktivisme, der ligger hos en del samtidskunstnere også rummer et ønske om at nå ud til andre end det etablerede kunstpublikum. Maja Malou Lyse agerer på mange forskellige platforme i sin kunst. Hun beskæftiger sig både med performance, skulpturer og videokunst, og derudover har hun også en Instagram-konto, som hun også ser som en del af sit kunstneriske virke, og det er her, at dette billede stammer fra.
Unge mennesker søger deres information og intellektuelle inspiration på platforme som Instagram, og noget af det, hun peger på med billedet her, er vigtigheden i at lære sig selv at kende og ikke at skamme sig over det. I dag er der ingen i Danmark, der tænker, at man kan få hjernebetændelse af onani, men der er stadigvæk – især omkring kvinders masturbation – et meget stort tabu og en stor skam forbundet med det.
Det er noget af det, som hun gør op med her. Her ser vi ikke bare en diskret vibrator gemt væk i sokkeskuffen. Med billedet her siger hun nærmere: ’Værsgo! Nu vasker jeg lige alle mine dildoer.’ Samtidig ser man også, at humoren, ligesom ved Morimura, er en vigtig komponent for at få sine budskaber ud over rampen.”
HUMANIORA