Traditionelt set har retorik handlet om tekster, og talen har været set som det klassiske eksempel på en retorisk tekst. De senere år er der imidlertid sket så meget påvirkning og holdningsdannelse gennem billeder, at visuel retorik er blevet en vigtig og nødvendig fagdisciplin. Det interesserer Stefan Iversen sig for. Til dagligt forsker og underviser han i fortællinger og retorik på Aarhus Universitet, herunder også i visuel retorik.

”Det visuelle udtryk har fået en mere fremtrædende rolle – ikke bare i dit og mit dagligdagsliv, men også i politisk kommunikation. Billeder er i det hele taget blevet vigtigere i den politiske offentlighed. Det skyldes blandt andet de interfaces og delingslogikker, der er fremtrædende på digitale platforme som for eksempel Facebook og Instagram,” forklarer Stefan Iversen og peger på tre typer af billeder i politisk retorik, som har forskellige måder at fungere på, og som, ifølge ham, kommer til at være vigtige i det kommende kommunalvalg. 

Stefan Iversen om det strategiske billede: 

”Det strategiske billede er en velkendt genre i politisk retorik. Det er typisk et iscenesat billede, som er afsendt af politikeren, og som viser politikeren i en fordelagtig position. Eksemplet her er det, jeg vil kalde et atypisk strategisk billede. Det er fra 2011 i The Situation Room i Det Hvide Hus i Washington og viser de mennesker, der var til stede, da Osama Bin Laden blev fanget og henrettet af amerikansk militær. På billedet ser vi præsidenten i en afgørende beslutningssituation, hvilket er et klassisk strategisk motiv. Men billedet er atypisk ved, at Obama som figur ikke indtager en særlig fremtrædende position; han sidder ret bogstaveligt i en skammekrog. Man kan se, han er beklemt ved situationen, og at der sker noget, han har et ambivalent forhold til. Så det er et billede, der viser Obama som en særlig leder, der på den ene side er handlekraftig og modig nok til at træffe svære beslutninger, men som på den anden side er menneskelig nok til at vedkende sig de svære og ubehagelige aspekter, som udøvelsen af militær magt også rummer.” 

Stefan Iversen om det ikoniske billede: 

”Det ikoniske billede er et billede, som over tid kommer til at stå som et særligt præcist udtryk for en historisk situation eller hændelse. Det er typisk taget af en pressefotograf og afsendt af fx en avis. Det bliver ikonisk, fordi det samler og fortætter modstridende holdninger til en given situation. Billedet her er fra 2003, og det viser Anders Fogh overhældt med rød maling i forbindelse med en aktion af venstreorienterede aktivister som en kommentar til Danmarks deltagelse i en amerikansk ledet krig. På den ene side viser billedet statsministeren, regeringen og Danmark som aggressor, bøddel og krigsudøvende – på den anden side viser billedet Anders Fogh Rasmussen som menneske og som offer. Man kan se, at han ikke er et rart sted, omringet som han er af journalister, der nærmest sigter på ham. Billedet er gledet ind i eftertidens historiebøger og i den fælles hukommelse, fordi det fanger det dobbelttydige forhold, vi havde til krigsdeltagelsen i Irak ved at vise Danmark og Anders Fogh Rasmussen både som aggressor og som offer.”

Stefan Iversen om det virale billede: 

”Det virale billede er en nyere form for billede, som typisk bliver lagt ud fra en personlig profil via en digital platform, såsom Facebook, Twitter eller Instagram, og så spreder det sig via andre brugeres deling. Det er i modsætning til de forudgående billeder typisk taget i en semi-amatøragtig situation med en semi-amatøragtig æstetik. Billedet er gerne overraskende; det inviterer til, at man engagerer sig i det og kommenterer det. Det virale billede er sværere at styre for en afsender, fordi dets efterliv står og falder med, om nogen gider dele det. Det skal altså have en delekvalitet. Frederiksens billede her er personligt og nært og viser sig at have det, der skal til for at blive et viralt billede. Det får folk til at engagere sig; det provokerer mange og skaber mange reaktioner og rejser spørgsmål lige fra: ”Hvem putter dog agurk på makrel?” til ”hvor er det dejligt at se, at vores statsminister bare er et menneske, der spiser makrelmad.” Det virale billede giver forskelligartede reaktioner og kalder på modsatrettede kommentarer. Nogen synes, Frederiksens makrelbillede er herligt ærligt, mens andre synes, at det er strategi, der lader som om det ikke er strategi og altså er dobbelt-manipulerende. Uanset om man reagerer kraftigt i den ene eller anden retning, så fremprovokerer billedet en reaktion, som måske får en til at dele, og så har man bidt på krogen. Mere og mere kommunikation kommer til os via digitale platforme, som baserer sig på delingslogiker, og blandt andet derfor fylder virale billeder stadigt mere.”  

Stefan Iversen er ikke i tvivl om, at vi til det kommende kommunalvalg kommer til at se alle tre typer. Et kommunalvalg rummer både strategiske, ikoniske og virale billeder, men fordi det, han kalder ”overraskende billeder,” trafikerer bedre, vil man også kunne forvente at se flere af dem – og ellers forventer Stefan Iversen at se et landskab, der ligner det, der var ved sidste kommunalvalg i 2017.   

Det betyder også et gensyn med det, der ifølge ham i høj grad præger kommunalvalgets retorik – nemlig det mere personlige, det mere håndholdte og det knapt så professionelle udtryk.   

”For at sige det lidt firkantet, så har kommunalvalgets retorik flere kommunikative vildskud og fejlskud end fx folketingsvalgets retorik. Der er på godt og ondt mere amatøragtig kommunikation i forbindelse med kommunalvalg. Det bliver ikke mindst tydeligt i forhold til valgplakaten, som jo er en af valgretorikkens mest faste genrer,” fortæller retorikeren. Han giver (med hjælp fra de studerende Liv, Charlotte og Lonnie fra faget Multimodal Retorik) nogle eksempler fra kommunalvalget i 2017.  

Stefan Iversen om den traditionelle valgplakat: 

”Valgplakaten skal forbinde et navn med et ansigt med et parti og skal kunne aflæses meget hurtigt, når man cykler eller kører forbi en lygtepæl. Den faste, traditionelle form for valgplakat er lidt kedelig, fordi vi har set den så mange gange før, og fordi den er relativt fastlåst som eksemplet her. Man har typisk et billede af kandidaten, der fylder den øverste del af plakaten – 70-8o procent efterfulgt af navnet på kandidaten, som står nedenunder billedet, og som er sat med den font, partiet har købt eller valgt at bruge. Nederst i venstre hjørne er der så et logo for partiet.” 

Stefan Iversen om en socialdemokratisk valgplakat til kommunalvalget i 2017: 

”Denne valgplakat skruer op for de personlige elementer, og det er noget af det særlige ved kommunalvalgsretorikken, at den er er mere personlig. Man prøver her at blande den traditionelle valgplakat med en mere personlig stemme. Vi har igen et billede af kandidaten øverst, og vi har partinavn nederst, så skellettet genkender vi fra den traditionelle valgplakat, men som noget anderledes er der indsat et skilt med en politisk spidsformulering, skrevet med kandidatens egen håndskrift. Vi ser altså kandidaten komme med et udsagn, som han selv står inde for, hvilket signalerer nærhed og autenticitet. Plakaten siger ikke bare, at man skal stemme personligt, den viser også noget af den person, man skal stemme på; her en person, der står for og står ved noget bestemt, og som faktisk også står et bestemt sted, nemlig i den by, hvor han gerne vil vælges.  Plakaten er dog stadig afstemt i forhold til partilinjen med farver, vinkel osv. Men der er skruet lidt på personlighedsknappen.” 

Stefan Iversen om kommunal valgplakat fra Liberal Alliance: 

”Den sidste plakat er et eksempel på en valgplakat, hvor der er skruet endnu mere på personlighedsknappen. Plakaten afviger på flere måder fra den gængse form, især fordi den er en montage af forskellige billeder. Den mimer internet-memets æstetik med digitale blandinger af forskellige udtryk, normalt sat sammen for at få en humoristisk reaktion. Der er meget voldsomme genrebrud, fx indeholder plakaten en form for CV for kandidaten. Plakaten ville nok aldrig være kommet igennem til et folketingsvalg, fordi dens billedretorik leger og eksperimenterer så meget, men til kommunalvalget er der flere eksempler på den slags, og det kan man så, afhængigt af temperament,  begejstres af eller vånde sig over.” 

De seneste folketingsvalg har faktisk, blandt andet ansporet af de mange visuelle eksperimenter, som udfolder sig online, bragt stadigt mere eksperimentende valgplakater med sig. ”Det er også gået op for dem, der laver valgplakater, at hvis vi bliver overraskede nok, så deler vi med andre, og at den virale delingslogik godt kan sættes i gang med en valgplakat,” fortæller han. Alternativet har ved flere lejligheder leveret eksempler på netop det, fx denne plakat fra folketingsvalget i 2015