Det er et land i politisk krise, der til sommer skal afholde OL. Landet, der ofte har været præget af demonstrationer, har da også haft ekstra travlt på gaderne op til den store sportsevent. Lektor i fransk Sebastien Doubinsky forklarer, hvorfor franskmændene finder det nødvendigt at gå på gaden.
I år skal OL holdes i demonstrationernes land Frankrig, og det har i den grad også tændt den olympiske flamme under franskmændene. Det bliver, som den slags arrangementer ofte gør, meget dyrere end forventet, og franskmændene og særligt pariserne er bekymrede for de økonomiske konsekvenser.
Da Frankrig fik OL-værtskabet i 2016, var situationen en anden: ingen corona, ingen inflation, ingen krige, ingen Macron. Det har forstærket de økonomiske bekymringer samtidig med, at utilfredsheden med Macron vokser. Derfor ses der lige nu en lang række demonstrationer i de franske gader, hvor franskmændene bruger OL til at lægge et politisk pres på regeringen. Men hvorfor bruger franskmændene i så stor stil demonstrationer til at udtrykke politisk utilfredshed?
For at forstå årsagerne til Frankrigs mange demonstrationer, er det vigtigt at kende baggrunden for, hvordan Frankrig og ikke mindst præsidentens rolle har udviklet sig under den femte republik.
”Franskmændene demonstrerer, fordi de ikke har nogen politiske måder at gøre det på. Demonstrationerne er et modtræk til det manglende demokrati, som den 5. republik lider under. Den 5. republik er en kriserepublik skabt af de Gaulle under krigen i Algeriet, som gav en enorm magt til præsidenten, og næsten ingen magt til folketinget. Så demonstrationerne er til for at råbe præsidenten op,” forklarer lektor Sebastien Doubinsky, og tilføjer at ved sidste valg stemte kun 52% af franskmændene, som igen er et udtryk for, at der ingen tiltro er til demokratiet.
Et andet eksempel Sebastien Doubinsky trækker frem, som er væsensforskelligt fra Danmark, er forhandling af løn.
”Nu har danskerne lige haft deres overenskomstforhandlinger. Den slags systemer har vi ikke i Frankrig. I Frankrig er arbejdsforholdene i høj grad reguleret af branchesektionsaftaler og virksomhedsaftaler, hvilket kan føre til et mere fragmenteret og mindre ensartet arbejdsmarked. Det kan også skabe forskelle i lønniveau og arbejdsforhold mellem forskellige brancher og virksomheder, hvilket potentielt kan føre til sociale og økonomiske uligheder. Igen en anledning til at bruge demonstration som politisk virkemiddel.”
Netop utilfredshed med løn har gjort, at franske demonstranter de seneste måneder har været på gaden flere steder for at demonstrere for bedre løn og arbejdsvilkår til politiet under OL. For politiet får travlt og har allerede travlt med de mange demonstrationer i forbindelse med OL, så nu er det blevet politiets tur til at demonstrere.
”Politiet i Frankrig har længe været under pres som følge af tidligere protester mod pensionsreformen samt de Gule Vestes omfattende demonstrationer i 2018-2019. Opgaverne bliver ikke mindre frem mod OL, og derfor ser det franske politi nu OL i Paris som en mulighed for at ændre arbejdsvilkårene,” forklarer Sebastien Doubinsky.
Politiet truer med, at de vil varetage deres opgaver langsommere end vanligt, hvis de ikke får imødekommet deres ønsker. Blandt andet vil de bruge 25 minutter om at tjekke pas og ikke blot de vanlige 3 minutter, for at skabe kaos i lufthavnene under OL.
Macrons upopulære pensionsreform, hvor franskmændenes pensionsalder blandt andet hæves, har også resulteret i, at demonstranter tager OL som gidsel for at presse Macron til at trække reformen tilbage. Som de skriver på protestskiltene: ”Ingen tilbagetrækning, ingen OL”.
En række aktivister, der går under navnet Saccage 2024 (red. Saboter 2024), har meldt sig som frivillige til OL kun med det formål at trække sig i sidste øjeblik som en protest mod OL. Udover pensionsreformen mener de også, at legene har en negativ indflydelse på miljøet og gavner store virksomheder mere end de lokale.
Mest af alt handler det, ifølge Sebastien Doubinsky, om at sabotere billedet af Macron, som anser OL som sit prestigeprojekt. I takt med de tiltagende protester mod den franske regering og Macron, har gruppen oplevet en større og større interesse på sociale medier.
Udover de interne demonstrationer i Paris, så pointerer Sebastien Doubinsky også, at vi ikke må underkende frygten for en større, international demonstration i krigens navn.
”Det helt store trusselsbillede går på modstanden mod Frankrigs officielle støtte til Israel. Hvis Israel deltager, er der en frygt for, hvilke store demonstrationer det kan føre med sig. Vi har en oplagt og stor scene i Paris til det formål.”
Det store spørgsmål bliver, hvorvidt demonstrationerne virker. Her er det især én ting, der er afgørende ifølge Sebastien Doubinsky:
”Franskmænd bakker op om demonstrationerne, når de finder dem retfærdige. Hvis demonstrationerne har befolkningens opbakning, så lægger det yderligere pres på præsidenten, der ikke har brug for mere folkelig modstand omkring sin rolle. Så effekten af demonstrationerne afhænger af befolkningens opbakning.”
En af de strejker, der har fået befolkningens opbakning, er strejken fra chaufførerne for tog, bus og metro. Infrastrukturen under OL kommer i den grad under pres til OL, og chauffører fra metroen, tog og busser har truet med at gå strejke, mens der er OL, for at de kan få lønforhøjelse.
”Selv om pariserne er afhængige af metroen og bliver ramt på logistikken, når der er strejke, så bakker de chaufførerne og medarbejderne op, fordi de finder det retfærdigt. Pariserne er desuden også utilfredse med, at metrobilletterne stiger fra 1,7 euro til 4 euro under OL, altså en fordobling af prisen.”
Med de mange demonstrationer og modstand mod OL i Paris er det en presset værtsby og en presset Macron. Derfor foregår der, ifølge Sebastien Doubinsky, en større diskussion i regeringspartierne, om de kan forbyde strejker på udvalgte områder.
”Det tror jeg ikke de ender med at gøre. Det er simpelthen for ufransk”, fortæller Sebastien Doubinsky.
HUMANIORA