Når OL-faklen tændes og åbningsceremonien til OL i Paris 2024 transmitteres verden rundt, er der mere på spil end festligt fyrværkeri og koreograferet dans. Åbningsceremonier til OL er nemlig en paradoksal kulisse for national selvforherligelse og globale hensyn på én og samme tid, ifølge lektor i dramaturgi.

Af Mathias Holm Guldberg

Til åbningsceremonien ved OL i London i 2012 viste en film, hvordan James Bond i smoking henter dronning Elizabeth på Buckingham Palace og hjælper hende (en stuntmand, red.) med at hoppe ud fra en helikopter og ned på scenen i faldskærm i det britiske flags farver. Til OL i Beijing i 2008 blev den historiske kinesiske admiral Zheng He og Kinas opfindelse af papir og bogtrykkerkunst blandt flere nationalklenodier hyldet, mens åbningsceremonien til OL i Tokyo gennem dans og skuespil blandt andet blev brugt til at erindre Japans historiske Edo-periode, hvor landet oplevede politisk stabilitet og økonomisk fremgang under enerådige herskere.

Eksemplerne på national selviscenesættelse til OL-åbningsceremonier er mange, men det er ikke nogen overraskelse, hvis man spørger Mads Thygesen, lektor i dramaturgi på Aarhus Universitet. OL har altid handlet om mere end bare sport og været en skueplads for nationer til at demonstrere deres magt og stolthed symbolsk gennem nationens idrætsudøvere og antallet af medaljer.

”I virkeligheden er der rigtig meget på spil. Der har været masser af eksempler på, at der går politik i det. Og terrorhandlinger, der pludselig griber ind i OL,” pointerer han og fortsætter om åbningsceremonien i år:

”Det kan være en anledning til at vise sin politiske magt. Men der er også indlysende dilemmaer, for eksempel i forhold til aktuelle konflikter i Ukraine og Palæstina. Der vil være ekstremt meget opmærksomhed og politisk pres på værtslandet fra alle mulige sider. Jeg er ikke misundelig på opgaven, fordi den er ekstremt kompleks.”

Fra urmennesket til i dag

Fordi OL handler om så meget mere end bare sport, er åbningsceremoniens æstetik også koreograferet efter at fortælle bestemte narrativer, ifølge Mads Thygesen.

”Hvis man kigger dramaturgisk på OL-åbningsceremonier, er der flere ting, som er interessante. Der er hele den fortælling, som sådan nogle ceremonier ofte lægger op til, hvor man gerne vil fortælle historien om sin nation helt fra urmennesket og til nu. At fortælle verden, hvem man er, og bygge sin identitet gennem den her store iscenesatte fortælling,” fortæller han og bruger åbningsceremonien til OL i London i 2012 som eksempel:

”Den starter jo med sådan et meget rustikt naturlandskab med bøn og offer. Og så er der et stort træ, der bliver rykket op, og ud af træet kommer industrialiseringen og former det moderne samfund, som så også er det samfund, der ligesom bliver forenet i den store drøm om olympiaden. Det er sådan en fortælling, som legitimerer OL som den her store forbrødrende institution i vores samfund.”

En del af kunsten ved at orkestrere en åbningsceremoni er samtidig, at værtsnationen formår at balancere sine nationale hensyn med globale hensyn, mener Mads Thygesen.

”Jeg tænker, der er noget i den måde OL i London blev iscenesat på, der er ved at løbe fra tiden. Som et industrialiseret samfund uden helt at have klimaproblematikken med sig. Sammenligner du med Brasilien (OL i Rio de Janeiro i 2016, red.) var der et meget større fokus på landets transformation fra det oprindelige folk til indføringen af landbrug og de utroligt mange folkeslag, der er kommet til Brasilien, pointerer han og tilføjer et lille forbehold:

”Det er medier, der skal kommunikere ud til et kæmpe bredt publikum, så er der måske også grænser for, hvilken mængde af social kritik, man kan involvere, fordi man kunne risikere at komme til at støde nogen.”

Ikke bare passive tilskuere

Et andet aspekt ved åbningsceremonier til OL, som er vigtigt, ifølge Mads Thygesen, er den performative dimension, der handler om interaktionen mellem udøvere og publikum.

”Strengt taget kunne OL jo afholdes spredt ud over kloden. Det kunne bare filmes og transmitteres. Men pointen er jo, at det sker et bestemt sted i en bestemt by, hvor der kommer mennesker fra hele verden for at bevidne det. Så den performative dimension handler om det, at vi er sammen,” forklarer han og kommer med en anekdote:

”Min egen første oplevelse med OL-ceremonier var i Los Angeles i 1984. Der var den her mand, som fløj ind på scenen med en raket på ryggen. Jeg var dybt imponeret og tænkte, hvilket fantastisk samfund, der kan udvikle teknologi, som vi gør. Det var netop den der amerikanske selviscenesættelse, ikke? Den dimension af det performative, som er en enormt kraftfuld evne til at kunne involvere rigtig mange mennesker i noget, som på en måde også er et politisk projekt.”

Og jo mere interaktion, der er mellem de to, jo bedre, ifølge Mads Thygesen.

”Det kan være, publikum skal udføre en eller anden form for handling, som for eksempel at trække et stort tæppe ned over sig. På den måde er de med til at udføre åbningsceremonien. Vi er ikke bare passive tilskuere, vi er involveret i handlingen. Og det er jo der, hvor det også kan blive lidt uhyggeligt, hvis man bliver en del af en politisk repræsentation, som man ikke føler sig velkommen i, uddyber Mads Thygesen.

Venner og fjender på samme tid

Faktisk følger OL og åbningsceremonien en ritualiseret struktur med en række forskellige faser, forklarer Mads Thygesen. Typisk med en forestilling, en tale og et fyrværkerielement.

”Der er jo hele den dimension, der handler om, at de deltagende lande marcherer ind og bliver inkluderet i det store fællesskab. Så er der det rituelle med åbningstalen, og faklen der bliver båret ind, og den olympiske ild, der bliver tændt og slukket, når OL er ovre, forklarer han og tilføjer:

”Det er nogle meget klare dramaturgiske markører. En begyndelse med, at vi træder ind i et nyt fællesskab, og så afsluttes det med, at ilden bliver slukket. Så der er ligesom ideen om den olympiske ild, der skal animere til en eller anden form for fællesskab.”

Ifølge Mads Thygesen er kontrasten imellem den olympiske idé om fred og fællesskab og at være tilskuer til en kulisse for national selvforherligelse imidlertid et paradoks, der er en indbygget del af OL.

”På den ene side er der det her forbrødringsritual, som handler om, man bare skal være med. Det skal fremkalde en større legitimerende idé om et globalt fællesskab. På den anden side er der jo nogle underliggende politiske kampe. Det bliver altid sammenlignet, hvor mange medaljer vi får. Deri ligger hele konkurrencedimensionen i det,” pointerer Mads Thygesen og nævner den historiske konkurrence mellem Rusland og USA.

Han fortsætter: ” Og så er der alle de der episoder, hvor nogen har valgt ikke at deltage af politiske grunde. Eller nogen, der er ekskluderet af politiske årsager. En ekskludering af det olympiske fællesskab er næsten det værste, man kan forestille sig i den store fortælling om, at hver fjerde år er vi hinandens bedste venner, ikke?” spørger Mads Thygesen retorisk. Og netop i år, hvor de globale politiske spændinger er på højkant, er han særligt spændt på, hvordan Frankrig griber værtsrollen og OL an, som det paradoks, det er. 

”Jeg er ret spændt på at se, hvordan Paris forholder sig til det. Bliver det med fuld trikolore eller med de olympiske ringe som hovedperson?” siger han og lader spørgsmålet hænge i luften.