Global opvarmning, klimaforandring, klimakrise. Sproget er med til at skrue op og ned for alvoren og former den måde, vi tænker om klimaet. Sproget kan kalde på politisk handling, og det kan fralægge sig ansvar. Esben Bjerggaard Nielsen er klimaretoriker på Aarhus Universitet og tager her temperaturen på klimadebatten.
Klimapolitik er ikke kun noget, der foregår på et klimatopmøde hvert femte år eller i Folketinget. Klimapolitik finder også sted i sproget og former den måde, vi tænker om klimakrisen og i sidste ende, hvordan vi handler på den.
Esben Bjerggaard Nielsen har forsket i klimaretorik og sprogbrug siden 2010, hvor klimadebatten så småt afløste atomfrygten. Dengang havde man ikke så tydelige tegn i verden på klimaforandringerne, så forandringerne blev primært illustreret gennem grafer. I 2018 fik vi imidlertid den første store tørke, hvor vi så skovbrande i Canada, Australien, USA og Sverige. Vi var vidner til en verden i brand og fik skræmmende billeder i realtid.
”Det fik en kæmpe betydning - også i Danmark. Vi så derfor også ved det efterfølgende folketingsvalg og Europaparlamentsvalg, at klimaet lige pludselig hørte til blandt de tre vigtigste emner for vælgerne på tværs af landet, mens emner som integration og indvandring røg ned på rangstigen,” forklarer Esben Bjerggaard Nielsen.
Året efter, i 2019, udkom FN med sin omfattende klimarapport, der konkluderede, at der skal handles akut og radikalt, hvis vi skal undgå, at temperaturen på jorden stiger drastisk på grund af primært menneskeskabt opvarmning med CO2. Det fik den britiske avis ”The Guardian” til at tage konsekvensen og melde ud, at de ville droppe brugen af gænge ord som ”klimaforandringer” og ”global opvarmning”. De skrev, at de havde brug for mere katastrofeklingende ord, der indrammede klodens sande tilstand og henviste til, at ’klimaforandringer’ nedtoner alvorligheden og lyder for passivt set i relation til, at forskere taler om en katastrofe for menneskeheden. Avisen valgte i stedet at bruge ordet ”klimakrise” fremover.
Framing fungerer som en måde, hvor sproget er med til at afspejle en tankegang, som i høj grad er med til at forme vores måde at forstå og få ny viden om klimakrisen på. Så hver gang vi beskriver og snakker om ting – herunder klimakampen - laver vi både et udvalg og et fravalg af virkeligheden og i det valg sker noget vigtigt, så man kan godt sige, at klimakampen også ligger i sproget.
- Esben Bjerggaard Nielsen, lektor i retorik
Stramningen af sprogbrug bliver, ifølge Esben Bjerggaard Nielsen, dagsordenskabende. Et af grundprincipperne i retorik er, at vores valg af ord påvirker vores syn på verden og vores lyst til at handle - eller krav til at andre handler. Han uddyber:
”Når vi begynder at snakke om klima på en anden måde og konsekvent kalder det en ”klimakrise” i stedet for ”klimaforandringer”, bliver det lettere for befolkningen at holde politikerne op på at handle, for så har man givet dem ordforrådet til det. På den måde ændrer man et tankemønster via sproget, som i sidste ende kan have indflydelse på at forme den måde, vi tænker og handler på.”
At klimaforandringerne er en realitet kan næppe diskuteres, og at de er menneskeskabte, er der efterhånden også rigeligt med beviser for. Derfor fylder diskussionen om den videnskabelige usikkerhed om klimaforandringer ikke så meget som tidligere, og klimabenægterne har været nødt til at finde nye veje i forhold til deres argumentation, forklarer Esben Bjerggaard Nielsen. I stedet er debatten i højere grad rykket fra problemet over til løsningen på klimakrisen:
”Nu handler det om, at løsningerne ikke må være for radikale. Så selv om vi kalder det den grønne omstilling, så er der ikke særlig mange grupper, der er omstillingsparate. Den grønne omstilling må helst ikke berøre nogen. Det må ikke gå ud over industrier eller jobs. Så klimakrisen skal fikses gerne som et teknologisk fiks, men uden at have nogen større indflydelse på os.”
Når løsningsmodellerne skal findes, så er der rigtig mange interesser på spil, alt efter om du taler som virksomhed, aktivist eller politiker.
Inden for retorikken arbejder man bl.a. med retoriske strategier, der ”framer” det givne emne. Det er strategier, som afsenderen benytter sig af for enten at aflede opmærksomheden væk fra problemet eller sætte det i det bedst strategiske lys. Tanken med framing er, at udvalgte ord i en samtale afspejler et særligt livssyn og forsøger at påvirke modtagerens måde at se verden på. Esben Bjerggaard Nielsen forklarer:
”Framing fungerer som en måde, hvor sproget er med til at afspejle en tankegang, som i høj grad er med til at forme vores måde at forstå og få ny viden om klimakrisen på. Så hver gang vi beskriver og snakker om ting – herunder klimakampen - laver vi både et udvalg og et fravalg af virkeligheden og i det valg sker noget vigtigt, så man kan godt sige, at klimakampen også ligger i sproget.”
Som eksempel peger Esben Bjerggaard Nielsen på Greta Thunberg og andre ungdomsaktivisters brug af framing til at italesætte de voksne politikeres rolle i klimakrisen. Her fremstilles politikerne enten som umodne børn, der ikke har læst på lektien og ikke vil rydde op efter sige selv, hvorimod de unge er ansvarlige, eller som skurke, der er i gang med at stjæle deres børns fremtid. Ifølge Esben Bjerggaard Nielsen øger en sådan framing risikoen for konflikt i klimadebatten, men er samtidig stærke frames for aktivister at samle sig om.
Esben Bjerggaard Nielsen har blandt andet undersøgt klimapolitiske udtalelser fra den foregående regeringsperiode fra foråret 2019 til sommeren 2021. Det var hans antagelse, at når der skulle snakkes om løsninger på klimakrisen, så fyldte teknologi utroligt meget. At vi kan udvikle os ud af krisen med alverdens teknologi, og at vi blot afventer et teknologisk fiks. Det, han fandt ud af, var at teknologi slet ikke var så vigtig for regeringen i deres retorik. De argumenter, der blev fremført i deres taler foran lobbyorganisationer, foran dansk industri, i en nytårstale eller i åbningstalen i Folketinget var imidlertid noget andet. I flere taler er det nemlig grønne jobs der er omdrejningspunktet.
Hvorfor skulle andre lande følge os, hvis vi ikke gør det rigtige? Hvis de kan se, at vi sætter vigtige dele af vores samfundsmodel på spil?
- Mette Frederiksen, Grønt Erhvervsforum, 16. september 2020
Det grønne [er] også en vigtig byggeklods til at gøre os rigere.”
- Mette Frederiksen, Konference om fremtidens Danmark, 9. maj 2021
Esben Bjerggaard Nielsen forklarer, hvad der kendetegner Mette Frederiksen og den tidligere regerings klimaretorik:
”Det er jobs og vækst, og så er det Danmarks prestige internationalt, der betyder noget. Danmark som et grønt foregangsland er blevet Mette Frederiksens yndlingsfrase. Hvordan skaber vi vækst og samtidig får brandet Danmark som grønt foregangsland? Den udfordring, der i virkeligheden skal løses, er ikke, hvordan løser vi klimakrisen, men hvordan spinner vi grønt til guld? Løsningen af klimakrisen bliver sekundær.”
En anden aktør, der har arbejdet bevidst med framings, er olieindustrien. I et nyere studie fra 2021 har forskere lavet en sproglig analyse af godt 180 dokumenter fra olieselskabet ExxonMobil, der afslører, hvordan virksomheden har arbejdet offensivt på at forme debatten og påvirke offentligheden. Esben Bjerggaard Nielsen forklarer, at der især er to frames, som olieselskaberne gør brug af:
”Den ene går ud på, at klimakrisen først og fremmest er individets ansvar og ikke producenternes. Så det er op til den enkelte forbruger selv at optimere deres energiforbrug. Olieselskabet producerer blot efter kundernes forbrug. Derudover ser vi også en klar retorik om, at de satser på et teknologisk fiks, der kan rense luften for CO2, så de kan fortsætte deres brug af fossil-baserede løsninger.”
Især strategien om individets ansvar er vigtig for olieselskaberne, ifølge Esben Bjerggaard Nielsen. Det så vi i sin tid med olieselskabet BP, der, i en kampagne fra 2004-2006, fremhævede konceptet om CO2 fodaftryk. Med dette begreb i hånden blev pointen netop, at individets påvirkning af klimaet kunne måles og derfor blev det også individet selv, som stod med hele ansvaret for at reducere sit fodtaftryk.
En sådan retorik flytter både fokus i debatten og ansvaret hos forskellige samfundsaktører. Den retoriske strategi fra olieselskaberne er ikke den første af sin slags. Det er det samme retoriske fokus, som tobaksindustrien tidligere har brugt, hvor individet også fik det fulde ansvar for egen sundhed.
- Esben Bjerggaard Nielsen, lektor i retorik
Hvordan den fremtidige framing kommer til at se ud, bliver, ifølge Esben Bjerggaard Nielsen, en balance mellem at sætte fællesskabet over individet og individet over fællesskabet. På flere måder som vi så det under coronakrisen.
”Med coronakrisen så vi, at der kom mange statslige indgreb i borgernes privatliv og i markedet i forhold til statens eget forsigtighedsprincip. Der kom akutte beslutninger uden teknisk lovhjemmel, og som flere klimaaktivister og klimaforskere siden hen har sagt, så er der også brug for det i forhold til klimakrisen. Men det er en kæmpe ting, hvis både industri, landbrug og virksomheder skal omlægges og vil igen kræve hjælpepakker. Og det kræver først og fremmest, at politikerne tør kommunikere om de mere radikale løsninger på klimakrisen.”
HUMANIORA