Med krig i Ukraine, Israel-Palæstina-konflikten på fuldt blus og truende klimaforandringer om hjørnet befinder verden og international politik sig i forhøjet alarmberedskab. Spørgsmålet er, om der overhovedet er plads i verden til OL’s værdier om fortræffelighed, venskab og respekt netop nu. Professor i idéhistorie Mikkel Thorup kommer her med sin samtidsdiagnose.

Af Mathias Holm Guldberg

Hvad er det for nogle idéhistoriske bevægelser, der gør sig gældende i verden lige nu?

Det er en modsatrettet tid, vi lever i. Under den kolde krig havde vi sådan en hovedkonfliktslinje, som alt ligesom kunne skitseres i forhold til. En af skillelinjerne er, at vi nu har to nye konfliktakser. Den ene er Vesten mod det globale syd som en tiltagende konflikt. Et globalt syd med en stigende selvsikkerhed og selvbevidsthed, som ikke føler sig repræsenteret i det globale system, og som i stigende grad ikke gør, hvad Vesten siger, for eksempel i deres forholdsvis lunkne støtte til Ukraine. Den anden konflikt er mellem demokratier og autokratier, særligt ledt af Rusland og Kina, der stadig mere selvbevidst præsenterer sig som levedygtige alternativer til det vestlige demokrati. En tredje ting, man kan nævne, er hele spørgsmålet om klimaforandringerne. Hvad skal vi gøre? Hvem skal betale? Hvad bliver effekten?

Hvorfor ser man konflikten mellem autokratier og demokratier netop nu?

Jeg ser det ske af tro grunde. Demokratiet er aktuelt i en tilbagegangsperiode. Institutter, der måler graden af demokrati i demokratier, måler, at vi år efter år bliver en smule mindre demokratiske. Så der er et tab af demokratisk selvtillid.  Samtidig ser vi andre magter med ny selvtillid. Kina melder sig i stigende grad på den globale bane og siger, at de har en bedre udviklingsmodel og styreform end det vestlige demokrati. Indien er også helt oplagt (at fremhæve, red.) på grund af dets størrelse og voksende andel af den globale økonomi. De kan stille sig mere offensivt frem, og det betyder jo, at vi clasher med hinanden på forskellige spørgsmål.

Hvilke perspektiver giver det for fremtiden?

Jeg tror, vi kan se nogle tendenser, der også har en form for relevans i forhold til OL-værdierne (fortræffelighed, respekt og venskab, red.). At nogle af de globale og internationale institutioner, vi har udviklet, synes at være belastet eller udfordret eller betvivlet i højere grad end tidligere. FN er blevet prygelknabe for alverdens beskyldninger. Hele det retslige aftalesystem som staterne udviklede under den kolde krig, allermest væsentligt på våbenkontrolområdet, er ved at blive afviklet. Så det ser ud som om, vi går mod et forhøjet konfliktniveau, og vi kan frygte en situation, hvor der ikke er nogen overnationale instanser eller nogen international ret. Og så falder stater altid tilbage på det sidste, der har været deres ret, nemlig væbnet magt. 

Kan du trække nogle idéhistoriske tråde til baggrunden for overhovedet at have en international orden?

Hvis man skal være en lille smule kæk, så starter det der, hvor to mennesker eller stammer støder ind i hinanden, lægger våbnene og træder frem og viser, de har fredelige hensigter. Ud af det vokser der igennem århundrederne en form for regelsystem med diplomater, internationale aftaler, ambassader og et internationalt retssystem. International politik er dybest set en meget mere kompliceret udgave af ’lad os se, om vi ikke kan lave en aftale, så vi ikke behøver dræbe hinanden’. Grundprincippet i international ret er, at hvis du anerkender min suverænitet, så anerkender jeg din.

Kan du give et eksempel?

Tænk på noget så bizart som når to regeringsledere møder hinanden. De lander med flyet, går ned ad landingsbanen, og der står et orkester og spiller de to landes nationalmelodier. De hilser på hinanden, stiller op til fotografi og alt sådan noget - som verdens travleste mennesker. Men det er, fordi det handler om, at den ene statsleder siger til anden statsleder, at hvis du anerkender mig, Danmark, som suveræn, så anerkender jeg dig, Norge, som suveræn. Og så siger Norge, jeg anerkender dig som suveræn, Danmark, hvis du anerkender mig. Så det er hele tiden sådan én, hvor vi lige kigger hinanden i øjne og siger, er vi der? -Ja, vi er der. Aktuelt kan man sige, at vi er i en proces, hvor vi er ved at afvikle eller minimere det system, og det betyder, at muligheden for at folk ikke har det der rum, hvor de lige kan kigge hinanden i øjne, men hurtigere griber til magtmidler, måske øges.

Kan klimaproblematikken virke som en samlende faktor i den sammenhæng?

Det skulle man synes, fordi det er en eksistentiel udfordring for os alle sammen. Men udefra synes jeg, at staterne har brugt det som en måde at forhandle sig til en bedre position relativt til de andre stater. Det er jo megauheldigt, men også hvad stater er sat i verden for. Det ser ikke ud, som om klimaspørgsmålet for alvor har udfordret den logik. Se på diskussionen om, hvem der skal ”skære” først (nedsætte deres CO2-forbrug, red), og at vi ”skærer”, hvis de gør. I forhold til de andre ting, vi diskuterede, ser det ud som om det internationale regelsystem bliver ringere, men i forhold til klimaspørgsmålet er det ikke stærkt nok endnu.

Hvilken betydning kan OL få netop nu? Er det blot et spil for galleriet?

Ja, men skuespil er også meget reelle. Som jeg lige sagde, så er det der med, hvordan staterne kigger på hinanden i gensidighed jo et stort skuespil. Men skuespil er ikke det samme som løgnagtighed eller ren overflade. Skuespil er enormt, i hvert fald suverænitets-skuespil, betydningsfuldt. Og det betyder også rigtig meget, at der er et forum, hvor også stats- og regeringsledere kan mødes uden for ordinær politik. Det er en form for ekstraordinært diplomati. Og der er selvfølgelig også en gensidig anerkendelse af hinandens statslighed i det, at nationerne kappes mod hinanden. OL-tanken kommer, som jeg kan se det, også ud af en tanke om krigens ret. Nemlig ideen om, at der var en særlig tid eller nogle særlige steder, som var friholdt fra krig. Så selvom vi slåsser, så er der nogle tidspunkter, hvor vi ikke må slås på. Det har været en vigtig faktor for folk. OL er sådan en karakter. Det er jo et af de få steder i dag, hvor man kan forestille sig, Rusland og USA mødes og snakker med hinanden.

Mener du af samme grund, at OL kan tjene et positivt formål?

Det er ikke usandsynligt at tænke sig, at når en hel masse stats- og regeringsledere mødes, foregår der alle mulige former for mere uofficielle korridorsnakke, som man ikke kan tage offentligt, fordi der er journalistisk opmærksomhed. Som et helt tænkt eksempel, at Irans og Israels udenrigsministre løber på hinanden nede i baren og lige får en snak om, om man kunne forestille sig en deeskalering, og så tager de hjem og siger, at jeg havde lige den her snak med ham eller hende. Hvad tænker vi? Og en sidste ting, og det kan man synes er naivt, men man kan jo også tage OL-idealerne alvorligt og sige, at det jo faktisk er et eksempel på, hvordan vi kan have konflikter og konkurrence og holde det på et fredeligt niveau. At der er en form for følelse af et globalt fællesskab. Nogle gange holder folk endda med atleter fra andre nationer end deres egen. Så der er både national begejstring og en form for overnational fællesskabsfølelse, og det er jo ret fantastisk begge dele.