Aarhus Universitets segl

Gud er med på grønsværen

Når millioner af fans i den kommende tid begejstres over VM i fodbold, sker det med flere ritualer, der ligner dem fra troslivet. Men er det rimeligt at tale om fodbold som en moderne religion? Det spørgsmål har lektor i religionsvidenskab på Arts, Marianne Qvortrup Fibiger, undersøgt.

Af Jeppe Kiel Revsbech


Måske kan du huske den udødelige scoring af Diego Maradona, der med armen hævet over de sorte krøller brugte 'Guds hånd' til at ’heade’ Argentina i front mod England ved VM i 1986.

Måske bad du selv en stille bøn, da Danmark på nervepirrende vis spillede sig i EM-finalen i 1992 efter Kim Christoftes kølige afgørelse i straffesparkskonkurrencen mod Holland.

Eller måske har du blot bemærket, hvordan nutidens fodboldspillere slår korsets tegn og peger mod himlen for at sikre deres forbindelse til de højere magter i kampens hede.

Eksemplerne er utallige, men konklusionen den samme: Fodbold og religion hænger tæt sammen. Fra mediernes sprogbrug af den 'gudsbenådede' stjernespiller og det 'frelsende' mål til fankulturens dyrkelse af en fodboldklub, hvor søndagen er helliget den moderne kirke: Fodboldstadionet.

Men er det rimeligt at kalde fodbold for en religion? Kan man tale om egentlige fodboldguder? Og kan den danske folkekirke lære noget af fodboldens verden?

Det er nogle af de spørgsmål, som lektor i religionsvidenskab på Arts, Marianne Qvortrup Fibiger, har undersøgt i sit forskningsvirke.

"Jeg plejer at sige, at dét, der adskiller religion fra sport, er, at sport er forbruger af et religiøst univers, mens det omvendt er meget sjældent, at religion benytter sig af sport som en begrundelse for, hvorfor man udfører en bestemt adfærd og har en bestemt etik og moral," siger Marianne Qvortrup Fibiger og uddyber:

"I religion har man ofte en reference til en transempirisk eller guddommelig størrelse, der forklarer, hvorfor man eksempelvis går i kirke eller beder bøn. Det har man ikke i sport, men der er mange – herunder også forskere – som vil hævde, at sport ligner en religion i forhold til de ritualer, der finder sted, og i forholdet mellem individ og kollektiv og at anskue stadion som et helligt rum med helt særlige adfærdskoder. Det kan man sagtens argumentere for. Jeg tror dog, det er vigtigt, at man laver en skelnen mellem, hvem der er forbruger af hvem, og der er sport forbruger af et religiøst univers," forklarer lektoren.

"Målet blev scoret lidt med Maradonas hoved og lidt med Guds hånd."

- Diego Maradonas berømte ord, da han blev spurgt til sit kontroversielle mål mod England ved VM i 1986.

Den argentinske fodboldhelgen

Ikke desto mindre bliver fodbold bogstaveligt talt dyrket som en religion af inkarnerede fodboldfans verden over. Traditionsrige britiske klubber som Everton, Southampton og Celtic er alle grundlagt af lokale kirker, der stadig ses og høres i klubbernes historie og slagsange, og i Argentina findes et decideret trossamfund, 'The Iglesia Maradoniana', som siden 1998 har skabt sin egen kirke for Diego Maradona.

"Kirken for Maradona er egentlig ret seriøs. I den religion har Maradona nærmest status af helgen, og man kan i virkeligheden godt sammenligne ham med religiøse helgener, som har magiske kræfter, og som man også kan ofre til og have en mærkedag for," fortæller Marianne Qvortrup Fibiger.

"Nogle vil sige, at Maradona-kirken og dens forbindelse til sport gør, at man får et tættere forhold til det fællesskab, de ritualer og den højstemthed, der er i et religiøst samfund, når man dyrker noget, som har levet på jorden, og som man har haft et konkret forhold til. Men dét, der adskiller religiøse helgener fra Maradona, er, at tilbederne refererer til en bestemt religionsform, når de for eksempel beder til en katolsk helgen eller en hinduguru. Så der er ligesom et lag over til noget større, som kirken for Maradona ikke har," påpeger hun.

Gudstjeneste for ’De Hviie’

Kirke og fodboldfans kan imidlertid sagtens mødes om passionen for verdens mest populære sportsgren. Den daværende pave Johannes Paul 2. åbnede og velsignede eksempelvis verdensmesterskabet i Italien tilbage i 1990, og herhjemme har den aarhusianske folkekirke Skt. Lukas Kirke de seneste år inviteret byens mange AGF-fans til en særlig AGF-gudstjeneste, hvor fodboldens tiltrækningskraft bliver sat ind i en religiøs kontekst.

"Ved gudstjenesten sidste år talte præsten netop om, hvordan man nu gik fra ét helligt sted til et andet, hvorefter fansene gik i procession ned til Aarhus Stadion. Dermed siger præsten også, at han godt forstår, hvorfor folk forbinder et stadion eller et sportsområde med noget ganske særligt eller ligefrem helligt," forklarer Marianne Qvortrup Fibiger.

"Samtidig er det interessant, hvordan kirken i det her tilfælde bliver brugt til at skabe en højtidelig ramme om en særlig begivenhed som en AGF-gudstjeneste, uden at man som AGF-fan formentlig tillægger selve kirken og dens budskaber særlig stor værdi. Man ser det nærmere som, at det vil man gerne gøre for sin klub. Og det er en interessant overførsel, som gør, at religion måske kommer til at spille en rolle, netop fordi den legitimerer nogle handlinger, som for eksempel at bede til de højere magter," siger lektoren.

"If he’s good enough for you, he’s good enough for me / If he scores another few, then I’ll be Muslim too."

- Uddrag af slagsangen, som Liverpools fans synger til klubbens egyptiske stjernespiller Mohamed Salah, der er muslim.

Religiøse ambassadører

En lignende forbindelse mellem fodbold og religion finder man ikke mindst hos spillerne selv, hvor også de allerstørste stjerner som brasilianske Neymar eller egyptiske Mohamed Salah viser deres taknemmelighed til de højere magter både før, under og efter kampen på grønsværen.

Neymar iførte sig eksempelvis et pandebånd med påskriften '100 % Jesus', da Brasiliens fodboldhold havde triumferet i OL-finalen mod Tyskland i 2016, og Mohamed Salah takker Allah ved at falde på knæ eller række armene mod himlen, hver gang han har scoret et mål. Dermed bliver spillerne også stærke ambassadører for den religion, de hver især repræsenterer, mener Marianne Qvortrup Fibiger.

"Når stjernespillere som Mohamed Salah viser, hvordan han takker en højere magt, så tror jeg, at folk føler sig ekstra knyttet til ham, fordi de kan se, at han ikke har glemt de særlige evner, han er født med, selv om han har masser af succes. Og når spillere refererer til noget, der ligger ud over dem selv, så tror jeg også, at de, der kan indskrive sig i det samme univers, føler, at de bliver en del af målet eller sejren," siger lektoren.

"Og det tror jeg egentlig er et ret godt brand for de forskellige religioner. Gennem sporten kan der altså være en universel religiøs accept. Man kan have forskellige måder at vise det på, men dét, man jo egentlig gør inden for alle religioner, er at sige tak til noget, der ligger ud over én selv. Og som sportsudøver viser man, at man tror på, at der er noget, der er mere end én selv," opsummerer Marianne Qvortrup Fibiger.

Yderligere information

Marianne Qvortrup Fibiger, lektor

Afdeling for Religionsvidenskab

E-mail: mf@cas.au.dk

Telefon: 22814586