Det ligger måske ikke lige til højrepoten, men vi gør forsøget alligevel. Vi har stillet en af vores dygtige forskere, der ud over at være inkarneret fodboldnørd også er særdeles velbevandret i den europæiske filosofis historie, følgende spørgsmål: Hvordan ville den europæiske filosofis all star fodboldhold se ud, hvis du skulle sætte holdet op til VM i fodbold for herrer? Bliv klogere her, når lektor i Idéhistorie, Casper Andersen, begrunder sin ultimative 3-5-2-formation.

Af Anja Kjærgaard

Aristoteles (384 f.v.t – 322 f.v.t.): Det hedder sig, at den store græske filosof ikke kunne forfatte en tekst uden at grundlægge en ny videnskab – psykologi, logik, biologi og så videre. Især hans naturfilosofi kom i den moderne tid i strid modvind, men det ændrer ikke på, at han er en af den vestlige filosofis sikreste hænder. Ikke overraskende har holdets træner givet ham anførerbindet.

Bruno Latour (1947-2022): Den yngste filosof på holdet og et valg, der deler vandene. Nogle mener, at han er en koketterende relativist, mens andre siger, at han ukritisk besynger den moderne videnskab. Men han satte på nyskabende vis miljøet i centrum for tænkningen før de fleste andre filosoffer i hans generation, og der er power i hans intellektuelle støvlespark frem ad banen. Det gælder ikke mindst hans kortere mere essayistiske tekster som eksempelvis i samlingen Pandoras håb.

Augustin af Hippo (354-430): Da han er født og opvokset i Nordafrika, var der tvivl, om han måtte stille op for Europa, men da først juraen faldt på plads, var der ingen i tvivl om den kristne tænkers placering som krumtap i forsvaret. Augustins filosofiske indsats angik blandt andet tidsbegrebet og var banebrydende i historiefilosofisk sammenhæng. Enhver med interesse for filosofiens historie bør desuden unde sig selv at læse hans Bekendelser mindst en gang.

René Descartes (1596-1650): Den franske filosof gjorde den metodiske tvivl til udgangspunktet for en dristig, deduktiv, mekanistisk filosofi med det erkendende subjekt i centrum. Det sikre valg på pladsen som højrestopper havde nok været en (påtaget) ydmyg empirist fra den anden side af kanalen; men en slutrunde skal være en fest, så vi går med den kompromisløse franske rationalist, der ikke veg tilbage for at udkaste en total verdensforklaring og ej heller frygtede deismens spøgelse.

Martin Heidegger (1889-1976): Måske lidt overraskende stiller holdet med den tyske mestertænker i venstre side af midtbanen. Heidegger er en filosof, hvis originalitet ikke blot imponerer de inkarnerede Heidegger-fans. Det er svært filosofisk stof at kaste sig over, men et godt sted at få et indtryk af vingesuset i Heideggers tænkning er tiltrædelsesforelæsningen Hvad er metafysik fra 1929. Heidegger – der i øvrigt selv var meget fodboldinteresseret – tager holdets hjørnespark i begge sider af banen.

Immanuel Kant (1724-1804): Mine fagfilosofkollegaer påpeger af og til, at der er et før og et efter Kant i filosofihistorien. Det blandt andet i kraft af hans konsekvente og konsekvensrige forskydning af det filosofiske brændpunkt fra erkendelsens genstande til undersøgelsen af mulighedsbetingelserne, der går forud for erkendelsen. Kant er en slags filosofiens Redondo – altid mindst tre skridt foran alle de andre i tanken og velovervejet i næsten alle træk. Den uundværlige balancespiller og første mand på holdkortet.

Demokrit (c. 460 f.v.t-400 f.v.t.): Den græske filosof er især kendt for sin atomistiske naturfilosofi ifølge hvilken, tilværelsen kan forstås som et produkt af atomernes tilfældige sammenstød og forbindelser, indtil den er slut. Så husk at nyde turen, du ved aldrig om det er din sidste slutrunde. Demokrit tilfører holdets germansk-dominerede midtbane en tiltrængt fandenivoldskhed, og han var efter sigende kendt som lidt af en humørbombe og festabe. Han tilskrives eksempelvis udsagnet: ”et liv uden fester er som en lang vej uden kroer”. En væsentlig indsigt, som minder os om betydningen af tredje halvleg, der ofte glemmes i den moderne fodbolds irriterende selvhøjtidelighed.

Niccoló Machiavelli (1469-1520): Renæssancetænkeren er især kendt for sin nytolkning af fyrstespejl-genren i værket Fyrsten. Machiavelli er en politisk spiller, der kombinerer taktisk begavelse med afslutterens koldblodighed. For nogle inkarnerer han den moderne verdens kynisme, mens andre finder en dyb idealistisk understrøm i hans tilgang til magten og livet.  Fodboldinteresserede kan i Machiavellis filosofi finde overfladisk belæg for en række af fodboldens mest velkendte klicheer, herunder, ”heldet følger den der opsøger det”, ”nu er det vind eller forsvind” og ”tabellen lyver ikke”.

Ludwig Wittgenstein (1859-1951): Den østrigsk-fødte filosof indledte sin karriere med en slags linjevogterfilosofi, der havde til formål at vinke udsagn indenfor og udenfor spillebanen alt efter deres sproglige status. Senere fik han blik for stadig flere facetter af sproget og blev en kreativ spilfordeler i egen ret. Nogle foretrækker hans tidlige logisk funderede filosofi fra Tractatus, mens andre sværger til den mere eksperimenterende form, der kendetegner et sent værk som Om vished. Wittgenstein er en alsidig 10’er.

Friedrich Nietzsche (1844-1900): Digterfilosoffen var med til at udstikke en retning for store dele af filosofien i det 20. århundrede. Et værk som Den muntre videnskab trodser næsten enhver beskrivelse, mens en idéhistoriker også må fremhæve Historiens nytte som et højdepunkt. Nietzsche er ikke en holdspiller – ja nærmest en udpræget individualist, der altid gør det uventede. Hans syn på VAR minder lidt om hans syn på Gud, men undgår han udvisninger, er han holdets bedste bud på en VM-topscorer.

Rudolf Carnap (1891-1970): Som repræsentant for den analytiske tradition komplementerer han holdets anden angriber i filosofisk tilgang og (til dels) i temperament. Som ung var Carnap med til at udvikle den logiske positivisme, der anså logisk analyse som filosofiens vigtigste eller eneste opgave. Grundtanken videreudviklede han blandt andet i værket Verdens logiske opbygning fra 1928, der nok er teknisk svær, men stadig ualmindelig fascinerende at stifte bekendtskab med. Som følge af nazificeringen forlod Carnap i 1935 Tyskland for USA, men han stiller trods det op for Europa. Han er stærk i hovedspillet og er holdets straffesparkskytte - forudsat han kan vriste bolden ud af Nietzsches hænder.

Hannah Arendt (1906-1975): Det er som bekendt VM for herrelandshold, der løber af stablen dette efterår. Men det er ikke forbudt at have en kvindelig træner på et herrelandshold, selvom man ud fra historien faktisk skulle tro, at det var tilfældet. I Arendt har holdet en uovertruffen trænerkapacitet. Få – hvis overhovedet nogen – har evnet af revitalisere den vestlige filosofiske tradition som Arendt med værker som Mennesket vilkår og Åndens liv blandt højdepunkterne. Hun har de bedste forudsætninger for at få mest muligt ud af holdet og for at bringe nye kræfter ind fra den habile bænk, der blandt andet tæller Søren Kierkegaard, Benedetto Croce, John Locke, Henri Bergson og reservekeeperen Gottlob Frege.

Hvad holdets vinderchancer angår, så har Casper Andersen i forbindelse med udfordringen også spurgt en filosofkollega, hvor mange på holdet, han mente ville stille op til et VM afholdt i Qatar. Kollegaen gættede på fem-seks stykker og gjorde desuden opmærksom på, at en hel del utvivlsomt ville nægte at spille på hold med flere af de andre. Casper Andersen vover et øje og tipper, at holdet når kvartfinalen.