”En sommer i ekstremernes tegn” lød en af mange foruroligende avisoverskrifter i sommerens løb, hvor naturbrande, kæmpehagl på størrelse med tennisbolde og rekordvarme oceaner har præget nyhedsbilledet verden over. Vi har besøgt Center for Miljøhumaniora for at høre, hvordan humanistisk forskning bidrager til den grønne omstilling.

Af Anja Kjærgaard

”Klima og miljø har ikke i sig selv problemer. Det er menneskelige forhold, der skaber problemerne.” Ordene kommer fra Heather Anne Swanson, der er professor i Antropologi og leder af Center for Miljøhumaniora på Aarhus Universitet. Et center, der viser, hvad humanistisk forskning kan bidrage med på klimafronten. At humaniora har en vigtig rolle at spille i netop klimaforskningen er der, ifølge centerlederen, ingen tvivl om. Klimaforandringerne fører mange forskellige menneskelige problemer og social ulighed med sig, som humanistisk forskning kan bidrage med at skabe konstruktive løsninger på.

Vi har som samfund ikke råd til ikke at bruge alle de ressourcer, vi har i videnskaben.

- Heather Anne Swanson, professor i antropologi

Antropolog Trine My Thygaard-Nielsen, der er tilknyttet Center for Miljøhumaniora, har for eksempel i forbindelse med sit ph.d.-projekt fokuseret på de ændringer, der finder sted i lyset af klimaforandringer i det sydlige Spanien. I Almería, i det sydlige Spanien, findes verdens største samling af drivhuse, ofte omtalt som ”Den Europæiske Køkkenhave”, da det er herfra, de spanske landmænd producerer frugt og grøntsager til hele Europa. Det drejer sig om et areal på ca. 30.000 hektar, der fra 1960´erne er vokset ud af en halv-ørken, men som på baggrund af klimafremskrivninger er på vej til at blive et mere goldt og tørt ørkenlandskab. 

”Mit projekt handler om, hvordan de små landmænd, der forsyner Europa med frugt og grønt, manøvrerer deres produktion i forhold til klimaet og tilpasser deres produktion til de nye supermarkedsbestemmelser, forbrugerkrav og politiske vedtagelser, der bliver indført på baggrund af vores stigende viden om klima og klimaforandringer,” fortæller Trine My Thygaard-Nielsen. 

Det er et forskningsprojekt, der ideelt set gerne vil skubbe til blandt andet EU's landbrugsstøttestruktur og supermarkedskæders klimaansvar. Hvis forbrugerne i højere grad skal ernære sig via plantebaseret kost, er ét af de centrale spørgsmål nemlig, ifølge Trine My Thygaard-Nielsen: Hvordan gør vi det så til en bæredygtig forretning – også for landmændene, der forsyner Europa, og som på grund af klimaforandringerne er udfordret i forhold til deres produktion? Planteproduktion får nemlig markant lavere tilskud fra EU. O g for småbønder, som de spanske i Europas køkkenhave, kan det ofte ikke ”betale” sig at søge det lille tilskud, de ville kunne få.   

Det er vigtigt at forstå, at landbruget her ikke er en stagneret størrelse, men en meget agil størrelse, der historisk set har tilpasset sig og fortsat tilpasser sig. Men hvordan er det, at vi udvikler og understøtter de her plantebaserede landmænd, så de også får bedre forudsætninger for at levere bæredygtigt og klimavenligt fra jord til bord?

- Trine My Thygaard-Nielsen, antropolog

Grænser har mindre betydning, når det kommer til klimaproblemer 

Forskningsprojektet er, ifølge centerleder Heather Anne Swanson, et af mange projekter tilkoblet centret, der også viser, at grænser har mindre betydning, når det kommer til klimaproblemer. Det gælder både de traditionelle, videnskabelige faggrænser og geografiske grænser. Klimaforskningen bør således, ifølge centerlederen, ikke kun være koncentreret om naturvidenskabelig eller økonomisk forskning, men i højere grad også understøtte forskning, hvor humaniora får mulighed for at bidrage til at udvikle løsninger til gavn for klimaet.  

”Vi har som samfund ikke råd til ikke at bruge alle de ressourcer, vi har i videnskaben, ” lyder det fra Heather Anne Swanson, der selv er engageret i et forskningsprojekt, hvor hun undersøger laksefiskeriet i Japan. Mere konkret – hvordan Japans politiske og kulturelle historie har påvirket fiskebestanden.  

”Opbygningen af den moderne japanske nation var en samfundsmæssig proces, men også grundlæggende forbundet med undertrykkelse af oprindeligt fiskeri, dæmningskonstruktion, udvikling af videnskabelig fiskepleje og opbygning af institutioner til masseudsætning af fiskeyngel. Effekter af disse aktiviteter påvirker fortsat vandkvaliteten, fiskegenetikken og den bredere økologiske tilstand i Japans ådale og kystområder i dag,” fortæller hun.

Begge forskningsprojekter er eksempler på, at geografiske grænser har mindre betydning i relation til klimaproblemer. De spanske grøntsager havner på tallerkener i hele Europa, og viden om udviklingen af Japans lakseindustri og fiskeopdræt har også betydning ud over Japans grænser. 

Hvis klimaproblemerne krydser grænser, er det, ifølge Heather Anne Swanson, afgørende vigtigt, at forskningen også krydser grænser. Af den grund er internationalt samarbejde højt prioriteret på centeret.

Fokus på løsningsorienteret forskning 

Fokus er imidlertid ikke kun på at indgå strategiske samarbejder med internationale universiteter og samarbejdspartnere. Center for Miljøhumaniora er også fokuseret på, at forskningen på centret skal være missionsdrevet. På centeret finder man således også forskningsprojekter som ”Plastics and the Antropocene: The bads associated with the goods we consume” og “Port Effectiveness and Public Private Cooperation for Competitiveness ” for blot at nævne et par forskningsprojekter.

De er – ligesom de øvrige forskningsprojekter på centeret - drevet af et ønske om at udvikle løsninger på problemer, der påvirker vores samfund.  

I førstnævnte forskningsprojekt ”Plastics and the Antropocene”, som også er tilknyttet Afdeling for Globale Studier og støttet af Carlsbergfondet har lektor Gauri Pathak undersøgt, hvad folk i by- og landområder i Indien, Indonesien, Filippinerne og Zambia opfatter som fordelene og risiciene ved brug af plastikemballage og flasker til mad. 

Gauri Pathak fortæller: 

”Vi fandt i projektet ud af, at kampagner eller initiativer til at øge bevidstheden om plastikforurening på steder med utilstrækkelige affaldshåndteringstjenester ofte ender med at føre til øget åben afbrænding. Det skyldes, at fokus normalt er på affald og oprydning af offentlige rum, så andre elementer af plastikforurening bliver udeladt; når folk ikke har nogen reelle andre muligheder for at håndtere det indsamlede affald, ender de med at brænde dem. Åben afbrænding er dog en meget forurenende proces, der frigiver giftstoffer til luft og jord. Det viser, hvordan vi har brug for politikker og interventioner, der er opmærksomme på lokale sammenhænge og begrænsninger, og som tager et samlet overblik over plastikforureningsproblemet.” 

I det andet forskningsprojekt “Port Effectiveness and Public Private Cooperation for Competitiveness ”, som er støttet af Udenrigsministeriet og er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, University of Ghana og Regional Maritime University, er formålet at identificere faktorer, der påvirker den nuværende bæredygtighedsindsats i Tema Havn i Ghana. Inden for shipping er der, ifølge lektor Annette Skovsted Hansen, en stærk bæredygtighedsdagsorden, som handler om skibenes forbrug af CO2 på søfarten og brug af bæredygtigt brændstof. En lige så vigtig del handler om, hvad der skal ske med det affald og spildevand, som skibene bringer ind i havnen. I projektet undersøger lektor Annette Skovsted Hansen sammen med sin forskningsgruppe, hvordan havnen og dem, der arbejder på havnen, fortolker den globale bæredygtighedsdagsorden, og hvordan de kommunikerer ansvarsfordelingen. 

Fælles humanistisk indsats om bæredygtig adfærd 

Projekterne taler samlet set, ifølge centerlederen på Center for Miljøhumaniora, ind i missionspapiret ”Bæredygtig adfærd”. ”Bæredygtig Adfærd” er formuleret af de humanistiske fakulteter og forskningsmiljøer på landets universiteter og udtrykker fire missioner for humanistiske forskningsbidrag til grøn omstilling. Den grønne omstilling er, som der står i dokumentet, ”afhængig af omfattende sociale og kulturelle transformationer, der ikke blot skal drives frem af trusler om katastrofe eller skal opfattes som et tilbageslag.” Det skal derimod, som det hedder, ”udvikle nye forståelsesrammer, bottom up-initiativer og visioner, hvor grøn omstilling også rummer fremskridt på nye præmisser.”  

”Center for Miljøhumaniora kan i forlængelse af det være med til at sikre, at konkrete løsninger udvikles med forankring i menneskelige relationer. Antropologi, medievidenskab, historie og litteratur repræsenterer på den ene side dyb faglig specialisering, men på den anden side kan vi ikke skabe langsigtede løsninger uden at forstå den sociale, politiske, historiske og kulturelle kontekst,” lyder det fra Heather Anne Swanson.