FEBRUAR 2022 | TEMA: SEX
Fri doktorleg i puderummet og børn der bader nøgne på legepladsen er alle utænkelige scenarier i dagens danske daginstitutioner. Sådan har det ikke altid været. Synet på barnets krop og seksualitet har ændret sig markant de sidste årtier. Ph.d. Else-Marie Buch Leander er den første i Danmark til at dokumentere og illustrere den udvikling og pege på nogle alvorlige konsekvenser.
I 1997 klagede en mor over, at en medhjælper havde kysset hendes barn på kinden. Barnets læge mente, der kunne være tale om et seksuelt overgreb og anmeldte sagen til politiet. Kommunen indkaldte til et forældremøde med politi, psykolog og forvaltning, hvilket fik sagen til at eskalere kraftigt, og det endte med at medhjælperen blev anklaget for at have misbrugt over 20 børn. Medhjælperen blev i byretten idømt tre et halvt års fængsel for overgreb på 20 børn uden et eneste bevis.
Vadstrupgårdsagen, som den efterfølgende bliver benævnt, er en skelsættende begivenhed, der for alvor sætter gang i frygten for pædofili i de danske daginstitutioner. Siden 1980’erne havde der i Danmark hovedsalig været fokus på overgreb i forbindelse med incest, men Vadstrupgårdsagen startede hele tankerækken om, at børn ude i samfundets institutioner kunne blive udsat for overgreb. Det skabte et ramaskrig herhjemme, og i kølvandet på den sag opstod flere sager, de såkaldte pædofilisager, men kun ganske få af sagerne i de store fagforeninger endte med en dom. Medierne var med hele vejen.
Netop den frygt for overgreb har været med til at ændre synet på barnets krop og seksualitet fra at være uskyldigt til farligt. En af mange konsekvenser var, at nøgenhed i institutionerne blev forbudt, og rigtig mange institutioner indførte retningslinjer, hvor flere lege enten blev forbudt, overvåget eller reguleret.
Ph.d. Else-Marie Buch Leander fra Aarhus Universitet har i et nyt ph.d.-projekt, hun netop har forsvaret, undersøgt udviklingen i synet på børns seksualitet. Hun har blandet andet, sammen med psykologerne Karen Munk og Per Lindsø Larsen, udarbejdet den såkaldte Retningslinjeundersøgelse. Det er en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, der undersøger, hvorvidt, og hvilke retningslinjer de danske daginstitutioners har taget i brug for at forebygge seksuelle overgreb på børn og undgå uberettigede anklager over for personalet. Blandt de mere opsigtsvækkende retningslinjer findes eksempler på institutioner, hvor børn ikke må sidde på skødet og blive trøstet, ikke må smøres i skridtet ved rødme eller infektion, eller hvor bodystockings er forbudt til de lidt større børn, fordi de kræver berøring ved skridtet, når de lukkes.
”Vi kunne med retningslinjeundersøgelsen dokumentere, at der er opstået et problematisk klima omkring børns krop og seksualitet. Mange daginstitutioner har følt sig nødsaget til at forbyde børns nøgenhed og forbyde eller nøje regulere og overvåge børns seksuelle lege, de såkaldte doktorlege. Derfor det var min tanke at gå tilbage og se, hvordan og hvornår denne udvikling opstod, og hvor det kom fra.”
Else-Marie Buch Leander søgte derfor til arkiverne i Børn&Unge (B&U), som er BUPL’s blad, der både interviewer forskere og pædagoger om deres dagligdag, og giver dermed et unikt indblik i de danske daginstitutioners praksis.
Else-Marie Buch Leander har undersøgt en periode på 50 år fra 1970-2019. Her kan hun konstatere, at der i de første 15 år fra 1970-1985 ikke bliver skrevet om børns seksualitet direkte. Der bliver anmeldt nogle seksualbøger, fordi seksualundervisningen blev obligatorisk i 1970’erne. Her kan man høre, at tonen blandt anmelderne er meget fri og liberal.
Fra 1986 begynder der imidlertid at komme deciderede artikler og temanumre om børns seksualitet, og artiklerne er illustreret med fotos af nøgne børn. I det hele taget bringer B&U fotos af nøgne børn i perioden fra 1970 til slutningen af 1990’erne, hvilket også siger noget om, hvad der har været acceptabelt i institutionerne. Artiklerne om børns seksualitet er frem til 1999 båret af en meget liberal diskurs, både fra eksperter og pædagoger. Else-Marie Buch Leander beretter fra en af artiklerne:
”Der er blandt andet en institutionsleder, der fortæller, at de i hendes institution altid er 100% solidariske med børnene, så når lille Lise ligger og hygger sig i puderummet - og man får klart det indtryk, at der hermed menes, at hun onanerer - sørger de bare for, at hun lige får bukserne på igen, inden hendes mor kommer og henter hende. Sådan nogle historier bliver fortalt enormt frit. Der er også en episode, hvor nogle FFO- børn har sat musik på, dæmpet lyset, strippet, onaneret og tisset i potteplanterne.”
Mellem 1986 og 1999, beretter Else-Marie Buch Leander, er holdningen til børns seksualitet både i institutionerne og blandt pædagogerne og eksperterne i B&U meget liberal. Der er en tanke om, at børns seksualitet er naturlig, og at man faktisk kan forstyrre børnenes udvikling ved at gribe ind. Nogle pædagoger fortæller, at forældrene også har rykket sig meget, men alligevel er det et tilbagevende tema, at forældrene reagerer negativt over for børnenes lege og klager, hvis pædagogerne ikke griber ind.
Ifølge Else-Marie Buch Leander handler det imidlertid aldrig om frygt for overgreb på børnene, eller om at børnene kan krænke hinanden:
”Diskussionen handler om, hvor meget man skal acceptere. Hvor langt må børnene bevæge sig ud i det seksuelle felt, uden at de støder omgivelserne. Det er hensynet til omgivelserne og ikke hensynet til børnene, der tæller i denne periode.”
Så indtræffer Vadstrupgårdsagen i 1997, og Else-Marie Buch Leander kan dokumentere, at herefter skifter synet, tonen, illustrationerne og diskursen fuldstændigt i B&U. Bladet laver en dramatisk forside i 1999, der illustrerer to børn, der ligner, de er oppe at slås. Det er et voldsomt billede, hvor det ene barns hoved er meget større end det andet barns, og det lille barns hoved er virkelig påvirket af det, der sker. Billedet er rødt og illustrerer, at her er virkelig fare:
”Når man læser artiklen, er det tydeligt, at forsiden skal vise et seksuelt misbrug. Der er tale om en længere artikelserie, som introducerer et nyt syn på børns seksualitet som noget problematisk. Her fremsættes den helt nye ide, at børn også kan krænke børn seksuelt, forklarer Else-Marie Buch Leander.”
Else-Marie Buch Leander fremhæver desuden en fortælling i artiklen, hvor en mor beretter om en episode med nogle børn, der havde leget noget seksuelt med hendes søn i puderummet. Tiden går, og da der er flere, der taler om noget lignende, begynder hun at se det som et overgreb. Det fremgår, det er et nyt syn, og moderen udtaler også, at hun ikke vidste, at børn kunne gøre det mod hinanden. I artiklen optræder desuden to danske psykologer, som fortæller om det nye syn på børn. De beretter om amerikansk forskning, og det er meget tydeligt, at det nye syn er blevet importeret fra USA.
”Fra 1999 vinder det problematiske syn på børns seksualitet frem i den danske pædagogstand. Alle B&U artikler i perioden 1999-2019 omhandler på en eller anden måde børns problematiske seksualitet og overgreb på børn, enten af voksne eller andre børn. Her vokser min analyse af B&U så sammen med min viden fra Retningslinjeundersøgelsen, hvor vi kan dokumentere, at institutionerne netop i denne periode begynder at se børns seksualitet som problematisk og begynder at begrænse doktorlege og børns nøgenhed.”
Netop nøgenhed og det nøgne barn er et af de store skift. Op til 1999 har spørgeskemasvarene, B&U artiklerne og billedmaterialet fra B&U vidnet om børn, der bader nøgne på lejrskole og i børnehaven. Det var helt naturligt, at om sommeren blev vandslangen fundet frem, og så løb børnene nøgne rundt på legepladsen. I dag foregår vandlegen med badetøj, undertøj eller ble på. Netop det med nøgenheden er en af de allermest udbredte retningslinjer, ifølge Else-Marie Buch Leander. Hun kunne desuden konstatere, at det røde, dramatiske billede af de to børn fra 1999 blev det sidste rigtige foto af børn i B&U’s artikler om børns seksualitet. Herefter lader B&U disse artikler illustrere med tegninger af børn, der vidner om det problematiske i legene.
”Det er typisk en tegning af nogle børn, der leger doktorleg, og så står der en pædagog og holder øje og ser bekymret ud. Skiftet i illustrationer er så sigende, fordi B&U går fra at bruge fotos af børn, der sidder glade og nøgne, hvor man ser kønsdele, til udelukkende at bruge tegninger.”
Derfor er Else-Marie Buch Leanders billedmateriale også kontroversielt i sig selv. For selv om fotografierne af nøgne børn er flere årtier gamle, er det noget, man aldrig ville bringe i dag. Historisk eller ej. Else-Marie Buch Leander har fået samtykke til at bringe billederne i sin ph.d. og er desuden ved at få optaget en videnskabelig artikel i verdens førende amerikanske sexologiske tidsskrift. Men hun oplevede undervejs, at et amerikansk tidsskrift takkede nej alene på grund af billedmaterialet. Udgivelsen i USA har været en proces, der har krævet advokatbistand, der skulle tage sig af rettigheder og skrivelser. På grund af billedernes særlige karakter og den forestående udgivelse kan vi ikke bringe billederne her.
Noget andet der sker i perioden efter 1999 er, at de danske eksperter bliver optaget af at skelne imellem normal og anormal barneseksualitet. Det er en skelnen, som Else-Marie Buch Leander igen kan dokumentere er importeret fra USA.
”De amerikanske forskere blev fra 1980’erne interesserede i børns seksualitet som led i at opdage seksuelt misbrug af børn. Man mente, at hvis et barn havde ”krænkeradfærd,” eller i nogle tilfælde blot udviste seksuel adfærd, var det selv blevet krænket. Der kom nogle skarpe normsætninger mellem normal og anormal adfærd.”
Denne antagelse pålagde, ifølge Else-Marie Buch Leander, også pædagogerne et enormt ansvar:
”Det var et kæmpe ansvar, man gav pædagogerne, og derfor er det heller ikke så mærkeligt, at de har haft behov for at administrere de her lege kraftigt. Forskningen har siden har vist, at risikoen for, at børn, der udviser problematisk seksuel adfærd, er blevet krænket, er til stede, men sandsynligheden for, at de ikke er blevet krænket, er større.”
Institutionernes mange restriktioner fører som nævnt til en ny måde at tilgå doktorlege på. Det bliver tydeligt i Retningslinjeundersøgelsen, der viser, at institutionerne enten indfører forbud mod legene eller restriktioner af legene.
”Det kan være, man godt må lege doktorleg, men ikke må tage tøjet af, eller man må kigge, men ikke røre. Så det er noget helt andet end de tidligere årtiers fri leg i puderummet, som skulle være voksenfrit område. I dag er børnene meget overvågede for at undgå, at de tager tøjet af.”
Else-Marie Buch Leander fortæller, at der er en stor tematik i institutionerne, der handler om, at børn skal lære at sætte grænser og respektere andres grænser - i høj grad med det formål at forebygge seksuelle overgreb. I en sådan grad, at man godt kan betragte det som en form for seksualundervisning af børnene.
”Grænser er god og vigtig lærdom. Men der er tendens til, at emnet behandles ensidigt, og der kan være en risiko for, at bekymring og frygt for overgreb bliver den styrende vinkling på introduktionen af det seksuelle til børnene. Dette skal ses i sammenhæng med de udbredte forbud mod nøgenhed og doktorleg”
En af konsekvenserne Else-Marie Buch Leander peger på, er den øget blufærdighed, vi ser blandt unge, hvor undersøgelser viser, at mange unge ikke vil tage bad i idrætstimen. Den fraværende nøgenhed og doktorleg i institutionerne er desuden en seksualundervisning, der går tabt, når man ikke må se de andres kroppe og selv prøve kræfter med grænser.
”Vi har jo en ungdomskultur, der er enorm hård, hvad angår billedmæssig iscenesættelse. Hvis man ikke har set almindelige mennesker nøgne, kan man godt gå med en forestilling om, at de andre er mere perfekte end én selv.”
Det problematiserende syn på børns seksualitet er også en af de konsekvenser, Else-Marie Buch Leander fremhæver:
”I de sidste 20 år er der ikke én artikel i B&U, der bare udforsker børns seksualitet uden at problematisere den eller handle om overgreb. Hvor er den artikel, der behandler: hvad ved vi om børns seksualitet? Hvordan udøves den? Hvad synes børn er sjovt? En af mine hovedkonklusioner er, at vi får kvast blikket på, nysgerrigheden ved og forskningen i børns seksualitet, fordi synet på denne er lagt i et jerngreb, der hedder ”seksuelle overgreb på børn.” Det går i sidste ende ud over børnene. Som jeg altid understreger, skal vi selvfølgelig passe på vores børn, men balancen er tippet over, og frygten har taget overhånd.”
Efter ph.d.-forsvaret er blevet forsvaret, er de kontroversielle billeder blevet frigivet, og kan blandt andet ses og læses i artikler fra:
BUPL s. 40-47: Frygt styrer vores syn på børns seksualitet
Politiken: Billedmaterialet var så voldsomt, at et videnskabeligt tidsskrift sagde nej
Else-Marie Buch Leanders ph.d.-afhandling er baseret på 2 store empiriske undersøgelser. Den første, kaldet Retningslinjeundersøgelsen, er en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om danske daginstitutioners retningslinjer til forebyggelse af seksuelle overgreb på børn og uberettigede anklager over for personalet om seksuelle overgreb mod børn. Undersøgelsen spurgte også ind til daginstitutionernes regler for børns seksuelle lege og nøgenhed. Denne første danske forskningsundersøgelse om disse emner viste, at flertallet af institutionerne (58%) havde retningslinjer for personalets omgang med børnene, som mest havde til formål at beskytte personalet mod uberettigede anklager. Den viste desuden, at mandligt pædagogisk personale var stigmatiseret med hensyn til frygten for seksuelle overgreb på børn, og at der i nogle institutioner var diskriminerende særregler for mænd. På baggrund af rapporten over Retningslinjeundersøgelsen kaldte Folketingets Ligestillingsudvalg i 2014 ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen, i samråd. Efterfølgende indgav Institut for Menneskerettigheder i 2016 en principiel klage ved Ligestillingsnævnet, som i april 2017 afgjorde, at disse særregler for mandlige pædagoger i børneinstitutioner er i strid med ligestillingsloven. Undersøgelsen er udarbejdet i samarbejde med lektor, psykolog Karen P. Munk og psykolog Per Lindsø Larsen.
Den anden undersøgelse i Else-Marie Buch Leanders afhandling er en analyse af BUPL’s blad Børn&Unges (B&U) dækning af emnet børns seksualitet gennem 50 år - fra 1970-2019. Undersøgelsen dokumenterer fremkomsten af et nyt syn på børns seksualitet omkring århundredskiftet: hvor der i de første årtier i B&U herskede et stort frisind i forhold til børns kroppe, også hos de daginstitutioner og pædagoger, der optrådte i bladet, ændrede synet sig omkring årtusindeskiftet mod en opfattelse af børn som potentielle seksuelle krænkere – et syn, Else-Marie Buch Leanders analyse viser, stammer fra USA.
Else-Marie Buch Leander, ph.d.
Telefon: 50 86 05 12
Else-Marie Buch Leander er en del af forskningsgruppen Paradox, som hører under Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Institut på Kultur og Samfund. Læs om Forskningsgruppen Paradox.
HUMANIORA